Foto credit: Lars. E. Andreasen / TV2 + screenshots fra programmet.

Vi starter hvor vi slap i “Dag 5” på bloggen (eller lidt før). Here it goes:

Der var gået en del timer med sidste øvelse og vi kom sent hjem. På basen fik vi at vide, at vi skulle hvile, men kun i en form, hvor vi ville kunne stå klar på 5 minutter, når vi blev kaldt til antrædning. Vi anede ikke om det betød, at vi skulle mere til aften, eller om det ville være en natopgave. Solen var allerede gået ned og klokken var omkring 22:30-23:00, så vi besluttede at gå i seng og have alt stående klar til når vi muligvis blev kaldt ud om natten. Vi manglede fortsat aftenens afsluttende ord fra instruktørerne, så vi afventede lidt, og pludselig kom Ratshack løbende ind på sovesalen og råbte ”UD!!! ALLE UD NU!!!” Vi fik hverken lov at tage uniform på eller væskebælte med, jeg nåede knapt nok at få mit nummer på armen, før vi stod ude på pladsen iført stort set ingenting.

En af instruktørerne kaldte nr. 06, Momo, frem og bad ham stille sig ude til den ene side af geleddet. Ingen anede hvad der skulle til at ske. Instruktøren rakte et papir frem med et en iturevet notesblok-side klistret ovenpå. ”Er der nogen, der kan genkende det her papir?” jeg var HELT forvirret og anede ikke, om det var noget vi skulle have lagt mærke til, om vi skulle kunne genkende det han stod med i hænderne. Nr. 12, Ukaleq, rakte en hånd i vejret. ”Er der andre, der kender til papiret?!”. Alle andre rystede på hovedet i ren forvirring.

”Klogt at snyde, dumt at blive opdaget” fortsatte instruktøren. Mine øjne blev store – hvad i alverden var det han talte om?!

Instruktøren forklarede, at der var tale om stærkt smertestillende receptpligtig medicin i pilleform, som var blevet udvekslet mellem nr. 06 og nr. 12. Momo havde fået gradvist mere og mere ondt i den ene hofte over de seneste dage, og Ukaleq havde åbenbart haft smertestillende piller med ind på kursus og havde tilbudt dem til Momo, som havde taget imod en pille fra hende.

De havde kommunikeret over papir fra en notesbog, som de efterfølgende havde revet itu og smidt i skraldespanden, men som altså nu var blevet fundet af instruktørerne. Det var stik imod reglerne at medbringe nogen former for piller, medicin eller plastre, medmindre det var aftalt med lægen inden start på kursus. Jeg havde fået lov at tage min astmamedicin samt allergipiller med, og Uka kunne muligvis have fået tilladelse til at medbringe pillerne, hvis de behandlede en betændelsestilstand hun havde inden kursusstart, men det var angiveligt ikke tilfældet.

Vi andre blev kort efter sendt ind i sovesalen igen, og fik beskeden om at der ikke ville være nogen nattevagt i nat. Mens vi gjorde klar til at gå i seng, fuldstændigt i chok over hvad vi lige havde overværet, kunne vi gennem vinduerne se Momo gå hen over pladsen og forsvinde ud bag huset, mens Uka havde stillet 4 ammunitionskasser op i en firkant, som hun derefter vandrede rundt og rundt i, iført rygsæk og grædende. Det var en superubehagelig situation at overvære ud gennem sovesalens vinduer, men der var intet vi kunne stille op, og vi anede ikke hvad konsekvensen af deres forseelse ville være, eller hvor Momo var. Om han var til samtale, sendt ud på en individuel march i natten eller værre, vi kunne kun gætte. Vi gik alle i seng i chok den aften, og vi vidste, at vi måtte vente til næste morgen med at få besked.

Grundet sagen og Ukaleqs vandren i firkanter på antrædningspladsen uden for sovesalen aftenen forinden, var vores nattevagt blevet inddraget, og natten til dag 6 blev dermed den nat, hvor vi fik flest timers sammenhængende søvn. Jeg tror vi kom i seng omkring kl. 23:30-00 og blev vækket omkring kl. 6 (husker det ikke præcist). Jeg husker det, som at vi skulle stille klar omkring kl. 7 og havde en times tid til at blive klar. Instruktør Erik kom med morgenmad i form af Mysli og mælk ved vækningen.

Da jeg stod op, lod jeg hurtigt mærke til, at Uka stadig var på kursus, men at Momo og hans ting var væk. Uka var tydeligt påvirket, og Frede og jeg trøstede hende, inden vi samlede os om bordet til morgenmad, hvor Uka rejste sig og læste højt fra et brev hun havde skrevet til os om episoden. Uka skammede sig og hun var utroligt ked af at fortælle, at Momo havde valgt at afgå fra kursus grundet deres forseelse. De var af instruktørerne blevet givet valget om enten at tage en straf eller afgå fra kursus. Uka valgte straffen, som bestod i at gå i firkanter ude på pladsen på ubestemt tid (hun sagde at hun blev stoppet efter en time til halvanden). Hun ville gerne fortsætte på kursus og især følte hun, at hun ikke kunne forlade os andre uden at have talt med os og forklaret hvad der var sket, hvilket hun ikke ville have mulighed for, hvis hun afgik. Hun fortalte samtidig, at Momo havde været utroligt hård ved sig selv, og havde skammet sig så meget, at han ikke kunne se sig selv i øjnene hvis han fortsatte.

Selvom flere af os var chokerede og skuffede over hvad der var sket, og at de havde brudt reglerne, var vi på nuværende tidspunkt så tætte, at vi stod sammen som en familie, og vi forsikrede Uka, at hvad der var sket nu, var fortid, hun havde taget sin straf, tavlen var visket ren, og nu skulle vi videre i samlet flok. Én for alle og alle for én.

Øvelse 1 – Brydning

Omkring kl. 7 stod vi antrådt på pladsen med rygsæk og sendt på lastbilen. Efter vi havde kørt en rum tid, ankom vi til en strand, hvor vi løb langs klitterne til et mødested midt inde i endeløse sandbakker. Det var som at se sig om i en ørken. Jeg har efterfølgende fundet ud af, at det var Råbjerg Mile vi var havnet i, og der er ingen tvivl om, at TV-billederne må have set fantastiske ud i det endeløse sandlandskab!

Vi blev bedt aflægge vores rygsække og tage tandbeskyttere frem. I en lille dal i sandet blev dagens første øvelse sat i gang; brydning.

Jeg blev matchet med Frederikke til start, og vi havde en god kamp, men hun fik kål på mig inden alt for længe 😉

Det var sjovt at se de andre kæmpe og alle gav den gas! Nogle overraskede også, især Aske, som ingen baggrund har med nogen form for kampsport, og alligevel formåede han at give Patrick kamp til stregen!

Min anden kamp blev imod Casper, og den startede lidt specielt, da Casper blev bedt om at stå med ryggen til os andre, hvorefter jeg blev kaldt op (uden lyd) og fik hvisket noget med, at jeg skulle gå i gang, når der blev sagt ”kæmp” (i virkeligheden tror jeg måske, at der blev sagt, at jeg skulle gå i gang, når der blev sagt ”klar”, men det opfattede jeg ikke i momentet). Casper fik at vide, at når der blev sagt ”kæmp” skulle han vende sig om og så gik kampen i gang. ”Klar… Kæmp!” Jeg fik først reageret da Casper vendte sig, men det viste sig at være uden betydning, for uanset starten, og at Casper var mig fysisk overlegen, nægtede jeg at give op uden kamp! Man tabte ved at begge skuldre blev trykket i sandet, og jeg gjorde ALT for at det ikke kom til at ske! Jeg smøg mig og forsøgte at bruge min mindre statur til min fordel, vred og drejede mig og det blev en lang kamp, før der blev råbt ”Break!” og vi blev kaldt op til at stå over for hinanden og starte igen. Vi fik endnu en god kamp, inden Casper til sidst fik mine skuldre i jorden og vandt matchen.

”Godt kæmpet nr. 9!” med den kommentar fra instruktøren stillede jeg mig tilfreds tilbage på min plads, og fik en kommentar fra min sidemakker om, at jeg blødte lidt fra næsen. Det var heldigvis blot et sår, der var gået hul på, men så meget desto mere lignede jeg en kriger der havde været i kamp, og jeg var overrasket og underligt stolt over, at jeg havde den side i mig.

Øvelse 2 – Fanerace

Efter brydekampen blev vi kaldt op på en høj i klitterne med vores rygsække på til dagens næste opgave. I to hold skulle vi race mod hinanden i kamp om først at få indsamlet 5 flag ude i klitterne, med vores rygsække på samt en ekstra 25kg rygsæk med på slæb, som skulle transporteres med hen til hvert flag. Med andre ord skulle vi blive sammen som hold hele vejen. Ruten skulle vi selv bestemme undervejs, og vi skulle orientere os så vi kunne finde tilbage til start igen. Jeg var på hold med Patrick og Aske, rødt hold, mens blåt hold bestod af Casper, Ukaleq og Frederikke.

Vi havde en god kommunikation på vores hold fra start, og vi lagde en strategi om ikke at gå efter de samme flag som blåt hold, men derimod tage en anden rute, så vi kunne holde vores eget pace og forhåbentlig samtidig vælge en kortere, smartere rute. Efter at have samlet det første flag op fandt vi hurtigt ud af at benytte flaget som en ‘rygsækbærer’ af den ekstra rygsæk, og placerede stangen på skuldrene af to af os, mens den tredje guidede vejen og fik hvilet. Det skulle vise sig undervejs, at vi ikke var helt så smarte, som vi selv troede, da vi blandt andet valgte at tage en direkte vej op ad en stejl sandbanke til et flag på toppen, hvilket tog HUNDREDE ÅR, da vi blev ved med at skride i det løse sand. Det modsatte hold havde spottet vores dårlige strategi og tog en lidt længere men meget fladere vej op til flaget, rundt om sandbanken.

På vej mod sidste flag begyndte vores kommunikation at falde lidt fra hinanden. Aske ville gerne give opdateringer om det andet holds placering hvilket Patrick og jeg ikke ville have, og der blev snappet lidt af hinanden. Sidste flag lå igen på toppen af endnu en sandbanke og vi var tæt på at lave samme fejl ved at tage skråningen igen, inden Aske skar igennem og fik guidet os rundt om. På daværende tidspunkt bar Aske og Patrick flagene med rygsækken mellem dem, og pludselig får Aske overbalance og snubler i det løse sand og hiver Patrick ned med sig i faldet. Patrick får tydeligt ondt, og der bliver udvekslet nogle mindre pæne ord i frustration og smerte. Jeg forsøger at insistere på at tage rygsækken fra Patrick, men han nægter, og han ender endda med at bære den alene på maven det sidste stykke til mål. Da vi er nået i mål, omkring 9 minutter efter det andet hold, har Patrick tydeligt ondt i ryggen, og han fortæller at han fik et smæld op igennem ryggen, da de faldt.

Som taberhold skal vi ikke alene bære vores egen ekstra rygsæk, men ligeledes det andet holds flag og rygsæk ned til bilen. Igen forsøger jeg at få lov at tage rygsækkene sammen med Aske, så Patrick kan skåne sin ryg, men han nægter hårdnakket, og det ender endda i en mindre diskussion, som Patrick til sidst afslutter med ”hold nu kæft og bare gå!”. Da vi kommer tilbage til lastbilen beder Uka om at tale med lægen, og efter hendes snak spørger instruktørerne om andre vil tale med lægen, hvortil jeg kigger insisterende på Patrick, men uden effekt. Det er det eneste tidspunkt under hele kursus, hvor jeg ægte blev vred. Jeg ville så gerne hjælpe Patrick, fordi jeg holder af ham og jeg ikke ville miste ham, men han nægtede at tage imod hjælp. Efterfølgende har Patrick undskyldt og sagt at han fortrød at han ikke lyttede til mig, men jeg blev kun vred af kærlighed. Undskyldningen er overflødig, for jeg ved godt selv hvor den stædighed kommer fra, og jeg har en kæmpe respekt for, at Patrick er i stand til at æde sig selv, jeg ønsker bare ikke at han skader sig selv som resultat deraf.

Øvelse 2 – Trick-mission

Vi blev kørt tilbage til basen, og jeg husker ikke hvor lang pause vi havde før vi skulle stå klar igen, men det kan ikke have været længe. Kun tids nok til lige at skifte tøj og ‘få styr på stumperne’. Ved næste opgave blev vi, iført rygsække, transporteret til en markvej, hvor vi mødte en af instruktørerne, som forklarede, at vi skulle på en mission i samlet flok. Vi ville møde flere agenter undervejs, og vi skulle undgå at blive taget til fange af hunter force. Første post var ved en vindmølle lidt længere nede ad vejen, og til at starte med skulle vi ikke bekymre os om at holde os skjult fra hunter force, da de pt var 30km væk.

Vi drog afsted, og jeg pointerede fra start, at vi skulle være opmærksomme på Patrick, som stadig havde tydeligt ondt i ryggen og gik helt foroverbøjet for at kunne bære på sin rygsæk. Det så ikke godt ud. Vi nåede ikke længere end et par hundrede meter, før der ud fra en busk i siden af vejen sprang et hold af maskerede, bevæbnede mennesker og flere hunde ”NED! NED!”.

Vi blev overmandet af hunter force, og det var tydeligt at tilfangetagelse var hele ideen med seancen. Vi blev smidt i jorden og fik stripset hænderne sammen. Uden at løfte hovedet for meget forsøgte jeg at lægge mærke til så mange detaljer som muligt; hvilket tøj havde de på, skomærkerne, et bestemt armbind med symbol de alle bar, stemmerne.

Kort efter fik vi hætter over hovedet og blev smidt i en varevogn. Jeg var placeret på sædet lige bag føreren, og da bilen begyndte at køre, så jeg mit snit til at løfte lidt på hætten med de sammenstripsede hænder, så jeg kunne se ud ad ruden og bemærke ruten og omgivelserne vi kørte i.

 Tilfangetagelse og stresspositioner

Ved en ukendt destination blev vi hevet ud af varevognen og placeret i et rum med betongulv. Stadig iført hætte, fik vi taget tøjet af og iført en kedeldragt. Vores hænder blev skåret fri fra strips og nu fulgte en lang seance, hvor vi blev stillet i forskellige stresspositioner, som skulle holdes i udefinerbar tid; længe nok til at man ikke kunne mærke sine hænder grundet manglende blodtilførsel, og man decideret fik ondt. Over højtalere lød på samme tid en konstant babygråd og hvid støj.

Vi stod i stillinger med spredte ben og arme over hovedet op ad en væg, siddende i skrædderstilling med armene bag hovedet, hundestilling på gulvet, liggende på maven med armene på hovedet, knælende med armene over hovedet og stående med armene på hovedet. Den værste stilling for mig var skrædderstillingen med armene krydset bag hovedet, da jeg har en lidt skæv ryg og dårlig skuldermobilitet, så det var smertefuldt for mig at skulle forsøge at sidde med ret ryg med hænderne på hovedet. Sad man ikke korrekt, fik man et hårdt klap og et skub af en udefinerbar mand, der styrede løjerne. Man havde ingen tidsfornemmelse, og med kommentaren tidligere fra chaufføren om, at det ville blive ”et langt døgn”, forberedte jeg mig på, at det kunne blive en meget lang seance, worst case til den efterfølgende dag, men omvendt mindede jeg mig selv om, at det trods alt var en produktion, og at det ville være rimelig kedeligt TV, hvis vi reelt skulle sidde her i et helt døgn.

Vi håndterede alle tilfangetagelsen forskelligt mentalt. Jeg gik et mørkt sted hen, og gentog for mig selv, når stresspositionerne gjorde allermest ondt, at uanset hvor ondt det måtte gøre, var den her oplevelse noget, der max ville vare et døgn. Ét døgn af mit liv. Jeg tænkte på alle de mennesker, som oplever langt værre, og for hvem en situation som denne er dagligdag. Jeg opførte mig, som var jeg i virkeligheden blevet taget til fange. I en sådan situation kan jeg forestille mig, at man vil gøre alt for at blende ind og holde sine positioner, uanset hvor ondt det gør, for konsekvensen af ikke at adlyde ville kunne være pisk, slag eller det der er værre.

’Uanset hvor ondt det gør, er der ingen der kommer og pisker dig, Ulrikke. Tag dig sammen. Det kunne have været så meget værre. Nu har du chancen for at få et lille indblik i, hvordan livet er for nogle skæbner ude i verden. Tag ved lære.’

Ud over smerten i ryggen var det værste, at jeg skulle tisse fra første minut. Jeg turde ikke tisse i bukserne, igen med tanke på, at havde det været den virkelige verden, ville jeg risikere at blive tæsket hvis jeg pissede i bukserne, og jeg turde heller ikke række en hånd op for at give udtryk for behovet, da det også ville kunne indbyde til tæsk. Jeg fik mere og mere ondt i blæren og underlivet, og da vi på et tidspunkt blev sprøjtet til med vand, tænkte jeg at det var den ideelle mulighed for at få tisset, men pludselig kunne jeg ikke. I timevis havde jeg håbet på en mulighed for at kunne lade vandet, så jeg kunne slippe for smerten, men når chancen så bød sig, var der helt lukket til.

Jeg havde en fornemmelse af, at seancen havde varet 3, max 4 timer, da vi på et tidspunkt blev iført sko (vi fik efterfølgende at vide, at vi havde været i stresspositionerne i omkring 3,5 timer. I programmet siger de 5, men det er hele tilfangetagelsen, inklusiv transporten og vores uventede stunt). Stadig med hætter over hovedet, fik vi stripset hænderne sammen, og vi blev smidt i varevognen igen. En del af mig tænkte, at vi måtte blive kørt tilbage til basen nu, men omvendt tillod jeg ikke mig selv at tænke på noget ‘helle’, og gjorde mig i stedet mentalt klar på hvad end der ventede.

Under kørslen så jeg igen mit snit til at løfte på hætten og se ud ad vinduet. Da bilen stoppede første gang, kunne jeg se Ukaleq og Frederikke blive ført ud på en mark, hvorefter chaufføren vendte retur til vognen og kørte videre. Ved næste stop blev jeg ført ud og lagt på en mark, og da jeg havde observeret, hvad der ville ske, ventede jeg til sekundet jeg hørte motoren starte og hjulene spinne, og så for jeg op og trak hætten af mig selv. Ved siden af mig lå Casper, som jeg trak hætten af ”Kom, hurtigt, vi skal væk!”.

Vi fik skåret os fri, dog var min ene strips så stram at den var umulig at skære af mit håndled, så den måtte jeg leve med til vi engang var i sikkerhed. Vi fik gemt os bag en busk og skiftet til vores uniform, da vores rygsække var blevet smidt af sammen med os. Kort efter kom Aske løbende, som var blevet smidt af bilen længere nede af vejen.

Her stopper jeg dagbogen for dag 6, da jeg ellers ville afsløre ting der endnu ikke er vist på TV.
Resten følger i næste blogindlæg i forbindelse med næste udsendelse!