Foto credit: Lars. E. Andreasen / TV2 + screenshots fra programmet.

Vi starter hvor vi slap i “Dag 6” på bloggen (eller lidt før). Here it goes:

Under kørslen så jeg igen mit snit til at løfte på hætten og se ud ad vinduet. Da bilen stoppede første gang, kunne jeg se Ukaleq og Frederikke blive ført ud på en mark, hvorefter chaufføren vendte retur til vognen og kørte videre. Ved næste stop blev jeg ført ud og lagt på en mark, og da jeg havde observeret, hvad der ville ske, ventede jeg til sekundet jeg hørte motoren starte og hjulene spinne, og så for jeg op og trak hætten af mig selv. Ved siden af mig lå Casper, som jeg trak hætten af ”Kom, hurtigt, vi skal væk!”.

Vi fik skåret os fri, dog var min ene strips så stram at den var umulig at skære af mit håndled, så den måtte jeg leve med til vi engang var i sikkerhed. Vi fik gemt os bag en busk og skiftet til vores uniform, da vores rygsække var blevet smidt af sammen med os. Kort efter kom Aske løbende, som var blevet smidt af bilen længere nede af vejen.

Vi var forsat på mission og skulle finde den vindmølle vi havde fået anvist tidligere på dagen. På vejen mod vindmøllen, og fortsat på flugt fra hunter force, diskuterede vi, hvor mange chancer vi skulle tage, ift. at løbe hen over marker sammenlignet med at holde os i krat og buske, som ville skabe en meget længere vej til destinationen. Vi kunne se at Ukaleq og Frederikke, som var et stykke fra os, gik meget mere ude i det åbne end vi gjorde, og Aske og Casper var uenige om, hvad den bedste løsning var. Det var dog tydeligt, at Aske var mærket af tilfangetagelsen, og han ville for ALT i verden ikke risikere at ryge tilbage til pinslerne, så hans valg om at tage den lange omvej langs buske og træer trumfede andre ideer om at krydse hen over marker i løb.

Efter en rum tid nåede vi destinationen og pick up, hvor Ratshack stod og Frederikke og Ukaleq allerede ventede på lastbilen.

Vi blev kørt tilbage til basen og placeret uden for en bygning. Én og én skulle vi ind i et afhøringslokale til en ‘hot debrief’ med to af instruktørerne, hvor vi skulle afgive al den information vi havde, som kunne hjælpe til at lokalisere og identificere vores tilfangetagere.

Jeg afgav så mange detaljer jeg kunne huske om uniformer, skofarver og mærker, armbindet med en grøn cirkel, som måtte markere deres ‘bande’ eller tilhørsforhold, chaufførens udseende, antallet af personer og hunde m.m. Det lod til at være rimelig fyldestgørende, men det var alligevel tankevækkende, hvor langt væk alle iagttagelserne føltes at være, efter at have siddet afskåret fra verden i stresspositioner i timevis og efterfølgende have været på flugt.

Da vi langt om længe var tilbage i sovesalen på basen, kom Ratshack ind i sovesalen med små chokolader og en cola til os hver, og vi skulle debriefes efter tilfangetagelsen. Jeg havde forventet et debrief, da jeg har set det i tidligere sæsoner, og fordi tilfangetagelse kan være en meget traumatisk oplevelse. Vi fik os en god lang snak om, hvordan vi hver især oplevede og håndterede tilfangetagelsen mentalt, samt hvad vi havde fået ud af det. Jeg forklarede mit perspektiv og ikke mindst, at det jeg personligt havde fået ud af det, er endnu en påmindelse om taknemmeligheden for det liv vi lever som hvide mennesker i et socialiseret, civiliseret samfund. Der er så mange skæbner derude, og jeg føler mig dagligt utroligt privilegeret over, hvor jeg er blevet født, det liv jeg lever og de muligheder jeg har. I den betragtning, er jeg taknemmelig for at have fået denne oplevelse, hvor vi er blevet givet blot et lille bitte indblik i, hvordan livet ser ud for andre menneskeskæbner ude i verden.

Under debriefet blev der spurgt til, hvor nr. 13, Patrick, var henne. Rat fortalte, at nr. 13 var blevet taget ud af lægen og afgået fra kursus. Det var tydeligt at se, at det ikke blot var et tab for os, men også for instruktørerne. Patrick fortjente at være på kursus mere end nogen anden, han har et hjerte af guld, ville korpset SÅ meget (mindst lige så meget som jeg), og gav så meget til hele holdet. At en ‘freak accident’ skulle tage ham ud af kursus, var ikke til at bære.

Vi var alle meget smadrede efter en lang, fysisk og mentalt udmattende dag. Til vores store overraskelse og kæmpe glæde, kom instruktør Erik med aftensmad! Kartoffelmos og kylling i karry, og vi var lykkelige for et ægte måltid, især Aske, der hver dag kæmpede med at få tun ned, var ekstatisk.

Det havde været en helt vild dag på så mange måder. Det er helt utroligt, hvad man kan nå at gennemleve på en dag, når hver en time udnyttes.

Start på dag 7

Aftenen inden havde vi fået at vide, at vi skulle stå klar kl. 04:50. Jeg var først kommet i seng omkring 23:15 aftenen inden og havde solo nattevagt 01:15-02:15 samt stod op kl. 04:00 for at få styr på alting, der skulle pakkes, så jeg havde fået hvad der mindede om 1t 45 min + 1t 30 min søvn.

Aftenen inden havde vi fået udleveret 3 energibarer, som skulle holde hele dagen, og vi var forberedt på at skulle sove udendørs i bivuak i den kommende nat, så jeg gjorde mig mentalt klar til en lang dag. Jeg nåede lige at pakke en lille pose med sukker inden vi skulle stå klar, som jeg tænkte ville blive brugbar især når solen stod højt senere på dagen.

Vi blev sendt på lastbilen og blev kørt til en kyst, hvor vi afventede solopgangen. Ved solopgang omkring 05:45 blev vi bedt om at synge ”I Østen Stiger Solen Op”, og eftersom vi skulle kunne 1 vers om dagen passede det med, at vi i dag kunne hele sangen udenad (mere eller mindre, vi fik lige lov til at tage den to gange 😉 ). Vi fik derefter at vide, at dagen i dag ville blive en dag, vi ville huske i lang tid frem, og at nogle af os, måske alle, ville få muligheden for at se solen stå op i øst og til aften se den gå ned i vest på den modsatte kyst. Min første tanke var, at dagen i går med tilfangetagelsen, var en man sent ville glemme, og hvis vi blev lovet endnu en mindeværdig dag i dag, skulle vi forberede os på et sindssygt døgn.

Øvelse 1 – Individuel orienteringsmarch

Kort efter blev vi præsenteret for dagens første udfordring, som var en individuel orienteringsmarch. Vi fik udleveret et kort med en indtegnet rute, som skulle følges så præcist som muligt, og vi havde 3t 10 min til at nå det angivne slutpunkt. Det første stykke fra stranden til den nærmeste vej på kortet, skulle vi selv navigere os til, og den gik direkte gennem en stor mose. Vi blev sendt afsted med 5 minutters mellemrum og fik besked på, at hvis vi nærmede os hinanden skulle vi enten overhale i løb eller holde os på 50 meters afstand af hinanden. Det var ikke tilladt at hjælpe hinanden eller tale sammen undervejs.

Casper blev sendt afsted som den første kl. 06:03, hvorefter det blev min tur kl. 06:07. Jeg tvivlede lidt på mig selv i starten, da jeg skulle krydse mosen. Jeg blev i tvivl om det kunne være meningen og den rigtige vej, da der var meget vand samt flere hegn, der skulle kravles under. Dog bar min orienteringstræning og kortlæsning hjemmefra frugt, for jeg var i stand til at lokalisere og navigere efter hver enkelt lille å og sti på kortet, som jeg lokaliserde til punkt og prikke i terrænnet. Jeg ramte den mest lige rute ud til den første vej, der var indtegnet på kortet, og derfra gik det som smurt. Jeg havde god tid til at tale med mig selv i løbet af de næste timer, og jeg gav mig selv peptalks og ros undervejs for at være god til at aflæse alt fra tæt skov, bebyggelse, jernbanespor, små stier og åer m.m. ud fra kortet, og navigere efter det i virkeligheden. Den eneste udfordring undervejs var en lille sti vi skulle dreje fra ved efter en å, men åen var blevet så tilvokset, at det var svært at vurdere om det reelt var åen på kortet eller blot noget mose i den tætte skov. Jeg brugte lidt tid her, og Aske dukkede op bag mig, men jeg fandt den rette kurs og kom afsted inden han nåede for tæt på ifølge reglerne. Den sidste halvdel af ruten var på store stier og asfaltveje, og der gav jeg mig selv udfordringen om at skulle løbe (jogge) så meget af vejen jeg kunne. Jeg var som altid tidspessimistisk, og jeg sagde til mig selv, at der ikke måtte være den mindste chance for, at jeg ikke nåede det til tiden, og jeg mindede mig selv om, at jo hurtigere jeg kom i mål, desto længere pause ville jeg få. På trods af at jeg havde spildt tid i starten, da jeg skulle navigere gennem mosen, samt da jeg undervejs blev i tvivl om ruten ved åen, så jeg pludselig Casper dukke op i horisonten foran mig. Jeg vidste at der ikke var mere end 1-2 km til mål, og jeg havde god tid, men jeg havde ikke tænkt mig at afvige fra min plan. Jeg havde givet mig selv en mission, og den ville jeg fuldføre. Fordi jeg løb når jeg kunne, nærmede jeg mig Casper mere og mere, og da der har været omkring 500-800m tilbage overhalede jeg ham i let løb og fortsatte det sidste stykke til mål. Jeg kom ind i dagens hurtigste tid i 2t 28m og havde fået god start på dagen.

Det var vigtigt for mig at give alt jeg havde i hver eneste opgave, og jeg sparede aldrig på kræfterne. Jeg tvivlede lidt på om det var en dum strategi, da jeg vidste at det ville blive en lang dag. Jeg havde dog den indstilling, at jeg ville vise instruktørerne, at jeg ville det mere end nogen anden, og at jeg netop gav alt hvad jeg havde uanset opgaven, hvilket var det de havde bedt os om fra start, så det skulle der ikke herske den mindste tvivl om at jeg gjorde!

Ved mål ventede instruktør Viborg, og han løftede en hånd som et stoptegn, som jeg var lige ved at give en high five, hvilket jeg sagde, og så svarede han, at det kunne jeg da godt få, og stak mig en high five! 😉

Øvelse 2 – Øvelsesbane på tid

Da alle var kommet i mål, blev vi kaldt ned til en græsplæne, hvor vi afventede næste opgave. Varmen havde for alvor sat ind, og jeg kunne mærke trætheden trænge sig på. Mens vi sad der og stegte i solen var jeg flere gange ved at falde ægte i søvn, og jeg måtte virkelig koncentrere mig, for at det ikke skulle ske.

Vi blev præsenteret for næste opgave af instruktør Rune; en kort og intens øvelsesbane, hvor der skulle løbes mellem 5 øvelser (squats med sandsæk, mavebøjninger, skulderpres med sandsæk, burpees i en alternativ udgave, og pushups). Der skulle udføres 30 gentagelser af hver øvelse og banen skulle gennemføres hurtigst muligt. Den korrekte form af hver øvelse blev fremvist af Rune inden, men vi skulle selv holde styr på gentagelser og form under udførelsen, da der ikke ville være opsyn med os undervejs.

Jeg undrede mig over, at der ikke løb kameraer eller instruktører med rundt på vores individuelle gennemløb, men jeg vidste omvendt, at det ikke var alle opgaver de kunne have med i optagelserne, og dette måske var en ”fyldopgave” for at udtrætte os før det næste. Ikke desto mindre var jeg opsat på at udføre øvelserne korrekt, og jeg lavede ekstra pushups på sidste station, da jeg fik lavet et par stykker undervejs som ikke var hele reps, og det skulle jeg ikke have siddende på mig. (Efter at have set programmet er jeg dog ikke tilfreds med mine squats, der skulle jeg have været længere nede).

Jeg var den første til at løbe banen og kom i mål i tiden 9:25, den hurtigste tid, indtil Uka havde været igennem banen og slog mig i 9:21. Jeg undrede mig lidt, da jeg var den hurtigste løber i feltet, men omvendt tænkte jeg at hun kunne have lavet sine squats og skulderpres hurtigere end jeg med hendes styrke.

Øvelse 3 – Fælles march

Da alle havde været igennem, fik vi næste opgave, som var en fælles march til næste destination, denne gang med mere navigation end ved vores individuelle march. Vi fik udpeget en navigatør, Casper, samt Aske som mednavigatør, og jeg fik rollen som temposætter i front, samt væske-reminder, hvilket bestod i at jeg hvert 5. minut mindede folk om at drikke (det var varmt!). Vi holdt et godt tempo, og tog endda et 5 minutters hvil undervejs, og var stadig i mål i god tid. Så vidt jeg husker var ruten ca. 5 km og vi havde omkring halvanden time til at nå destinationen.

Vi  var fremme ved mål omkring 12:30, hvor Erik stod med en kasse, der indikerede indhold af mad. Her fik vi at vide, at vi nu fik dagens første ”længere” hvil på halvanden time, og at der muligvis var mad. Med det mente han, at det kom an på, om vi kunne tilberede den, for i kassen lå 6 store fisk i knust is. Heldigvis havde vi Ukaleq på holdet, der som den eneste havde erfaring med filetering og tilberedning af rå fisk. Vi var på dette tidspunkt ret trætte og vi fumlede en del rundt med vores brændere og trangiasæt for at få kogt vand, som fiskene kunne tilberedes i. Uka gik i gang med at filetere, men efter de to første fisk brød Erik ind og sagde, at det ville tage for lang tid, og at vi bare burde hugge dem op i store stykker og koge dem med skind og hoved og det hele, og først efter de var kogt pille kødet fra benene. Den procedure gik en hel del hurtigere, og tidsmæssigt endte det med at passe med at vi kun lige kunne nå at få spist og få ryddet op, inden vi skulle afsted igen.

Øvelse 4 – Gummibåd på tværs af Jylland

Vi blev nu fragtet i kort tid i bil over til næste opgave. Her ventede redningsveste og en gummibåd. Vi skulle nu sejle sammen på en å, indtil vi ramte udmundingen til havet. Vi anede ikke hvor langt der var tale om, og vi måtte ikke få det at vide, vi fik blot besked på at vi skulle fortsætte til vi mødte havet, og at hvis vi slappede for meget af undervejs og lod strømmen fragte båden, ville vi få lov til at bære båden på land hele vejen. Det samme gjorde sig gældende hvis vi punkterede båden, så vi skulle være opmærksomme på forhindringer undervejs og navigere derefter.

(Efter at være kommet hjem har jeg med Google Maps kunne lokalisere mig frem til, at vi startede dagen ved Sæby Strand ud fra Kragelund inden den individuelle march, og vi sejlede på Uggerby Å fra Bindslev til Tannisbugt i Skagerak, mellem Hirtshals og Tversted. Ifølge mine beregninger padlede vi ca. 13,5 km, programmet nævner at vores individuelle march er 13 km og at vi i alt tilbagelægger 32km i alt, hvilket passer med at vores fælles march var 5,5 km, hvilket også var det vi regnede os frem, da vi målte på kortet under marchen).

Det tog os lidt tid at komme ind i en god rytme, så i starten zigzaggede båden en del, men især efter vi fik placeret Casper, der har stor erfaring med sejlads (SUP) og at retningskorrigere, kom vi ind i et godt flow. Foran os sejlede en kano med 3 kameramænd, og ikke længe efter start, ved mødet af det første store træ/forhindring på tværs af åen, var de få centimeter fra at kæntre! Vi fik en virkelig god latter ud af det, men det havde nok været ret kritisk hvis den kano reelt var tippet over med alt det dyre kameraudstyr!

Undervejs på turen stødte vi på flere store grene og træer, der var væltet ned over åen, og som blokerede for gennemsejling, især med en stor gummibåd. Vi måtte derfor have båden op ad vandet og manøvre den forbi forhindringerne langs bredden 3 gange undervejs. Det var et værre påstyr at få båden på land, med alle vores rygsække, der skulle hales op, båden der skulle tømmes for vand og fragtes i både høj og lav føring for at undgå skarpe grene (men det havde vi jo heldigvis fået god træning i en af de foregående dage 😉 ).

For at holde et godt og synkront flow i vores åretag, stod især jeg og Frederikke for at sætte rytmen ved at gentage ”én og to og én og to og én og to og…” i hvad der endte med at være et ca. 4 timers sejlads! JA, vi gentog de tre ord på REPEAT i samtlige timer vi var på vandet. Det var utroligt monotont, men det hjalp os dog med at holde os vågne, og det var tydeligt at vi hver især havde tidspunkter på dagen, om det var på åen eller tidligere til fods, hvor vi var ekstra trætte eller pressede. Der var det fedt at være et hold, så vi kunne støtte hinanden, når vi hver især havde vores lavpunkter.

Turen var lang, monoton og udmattende i den bagende sol, men den var også utroligt smuk! Bredderne langs åen var smukke græsbelagte og vi fik selskab af både ponyer, får og geder undervejs!

Da vi sent ud på eftermiddagen nærmede os udmundingen til stranden, blev det en koldere fornøjelse med vindene fra havet. Vi kom dog godt i mål, og efter at have trukket båden op på stranden, kunne vi se frem til et hvil i sandet og endda et måltid! Vi fik hver overrakt en pose frysetørret Chicken Masala som blot skulle tilføres noget kogende vand. Det var SÅ lækkert med et ægte måltid, og det var første gang under hele kursus, at jeg tillod mig selv at spise langsomt og nyde maden, for det var første gang jeg følte mig sikker på, at der ville være tid til det. At sidde der i selskab med sine kammerater, udmattet men glad, og nyde hvad der føltes som et guddommeligt måltid, mens vi sad og kiggede ud over havet, det var helt særligt. Hold da op for en udmattende og eventyrlig dag. Den var dog ikke slut endnu. (…)

Her stopper jeg dagbogen for dag 7, da jeg ellers ville afsløre ting der endnu ikke er vist på TV.
Resten følger i næste blogindlæg i forbindelse med næste udsendelse!