Foto credit: Lars. E. Andreasen / TV2 + screenshots fra programmet.

Disclaimer: Da der er en del flere der læser med end først antaget, synes jeg at jeg lige vil knytte en kommentar til mine blogindlæg og selve skriveprocessen. Alt du læser, er noget jeg skrev dengang jeg kom hjem fra Korpset, som en form for dagbog til mig selv, og en måde at reflektere over alt, hvad jeg havde gennemgået, samt en måde at sikre mig, at jeg ikke ville glemme alle oplevelserne, for som I kan fornemme sker der rigtig meget på én dag. Det er sjovt for mig at gå tilbage og læse hvad mine oplevelser var dag for dag, når jeg skal udgive det her i forbindelse med afsnittene, og jeg retter så vidt muligt ikke i det jeg skrev dengang, det er stort set kun tidspunkter for øvelser (som står på skærmen i programmerne) jeg retter til. Alt hvad du læser, er min oplevelse og min erindring af hændelser, som jeg huskede det, lige da jeg var kommet hjem. Noget der er tydeligt for mig, når jeg genlæser min dagbog er, at jeg har skrevet den på en specifik måde til mig selv, der er til for at minde mig selv om, hvor sej jeg var, og hvor meget jeg (og ALLE mine medaspiranter!) har at være stolt af. Jeg kan på bagkant godt sidde og føle, at nogle af de ting jeg har skrevet, er ’selviscenesættende’ og jeg får lyst til at slette dele, hvor jeg fremhæver mig selv i selv i specifikke øvelser, men det er skrevet sådan af en årsag. Jeg er langt bedre til at tale mig selv ned end op, så at rose mig selv over for mig selv, er en nødvendighed for at jeg husker, at jeg er ”god nok”. (Det blev pludselig en del mere følelsesladet og langt end tiltænkt, så lad os komme til dagbogen / bloggen 😉)

På dag 4 blev jeg vækket til nattevagt en time før min reelle tid, og var på vagt fra kl. 5-6 i stedet for 6-7, sammen med Momo. I godt selskab gjorde det ikke noget at miste en times søvn, og jeg havde det supergodt i Momos selskab. Der var noget ved ham, der gjorde mig tryg, og allerede tidligt i forløbet havde jeg følt mig særligt tæt knyttet til ham.

Efter endt vagt nåede vi kun lige at gå i seng, inden instruktør Erik kom for at vække os kl. 6:13. Dagen startede med at rykke sovesalen ind på plads igen.

Jeg var overrasket over, hvor godt jeg egentlig havde sovet udenfor, taget i betragtning af, hvad mine forventninger havde været aftenen forinden. Jeg havde overhovedet ikke frosset og havde tvært imod ligget ret godt i den friske luft under stjernerne (på TV ser man mig dog ryste godt og grundigt ved morgenvækningen, men jeg har tydeligvis en anden erindring :p).

Vi fik havregryn til morgenmad, og vi havde omkring en time til at gøre os klar inden dagens udfordringer ventede. Jeg havde en forventning om, at det ville blive en meget krævende dag, når vi fik morgenmad, især når vi fik serveret andet end tun.

Ved antrædning fortalte instruktør Rat, at dagen i dag ville bestå af en række stopprøver, som, hvis vi ikke klarede dem, ville betyde vores exit fra kursus. Frygten jeg havde hver dag for ikke at gøre det godt nok eller gøre mig uheldigt bemærket, fik et nyk op. I lastbilen på vej ud til første opgave, lukkede jeg øjnene og mindede mig selv om at holde fokus på de tre ting jeg kunne kontrollere; min indsats, min indstilling og min vejrtrækning. At ’alt kan lade sig gøre, hvis du vil det nok’, og at hvis jeg giver ALT hvad jeg har, kan jeg ikke gøre mere. Derfra er det ude af mine hænder.

Stopprøve 1 – 7-meters hovedspring

Lastbilen stoppede ved en havn. Vi antrådte uden rygsæk og så på instruktør Rune, som foreviste dagens første stopprøve. Rune gik køligt op ad en trappe til en høj afsats og lavede et perfekt hovedspring ned i havnen.

Jeg tog nogle dybe vejrtrækninger. Jeg anede ikke hvor langt ned der var fra den afsats til vandets overflade, men jeg vidste, at jeg ville gøre det, uanset hvor bange jeg måtte være, og uanset at jeg kun lige havde lavet mit allerførste hovedspring for et par dage siden.

Jeg stod i 2. geled af 3, og var nogenlunde midt i rækken. De første klarede det uden problemer. Jeg så derefter Bobby have store udfordringer med at tage springet grundet højdeskræk, men han endte med at gøre det! Da turen kom til mig, tog jeg endnu en dyb indånding og bevægede mig mod stigen. Jeg klatrede opad, mens jeg mindede mig selv om, at fokusere på, hvor stolt jeg ville blive efter at have udført springet, frem for frygten for at gøre det. Jeg stillede mig ud til kanten, og bad om tilladelse til at springe, hvortil Rune spurgte ”Er du klar nr. 9?”, ”ja, hr. Instruktør” forsikrede jeg ham, mens jeg bøjede forover i kroppen med hænderne placeret over hovedet i en trekant, som jeg pegede ned mod vandets overflade, inden jeg ville springe.

”Værsgo!”. Jeg satte af og holdt fokus på at pege hænderne direkte nedad og se igennem trekanten for at sikre mig, at jeg lavede et hovedspring og ikke landede på maven. Lettere chokeret og superstolt svømmede jeg over til stigen og kravlede op. Jeg stod foran Rune med et kæmpe smil. ”Var det godt?”, ”Det var det vildeste! Tak hr. instruktør! ”. Jeg havde svært ved at forstå at jeg lige havde hoppet på hovedet derfra. Jeg sagde til mig selv at det sikkert var omkring 6 meter, jeg ville ikke gøre det højere end det var, men jeg fik efterfølgende at vide, at det var 7 meter!
Jeg har lavet hovedspring fra 7 meters højde!!! Mig, der er bange for udspring på fødderne. Det er for sindssygt.

Alle klarede udspringet og dermed dagens første stopprøve!

Stopprøve 2 – Ilmarch

Tilbage på basen fik vi skiftet tøj og gjort klar til hvad end der ventede som det næste. Inden alt for længe stod vi antrådt igen med rygsæk og blev kørt ud til et område med noget skov, men med en asfalteret vej, der gik igennem landskabet.

Her skulle dagens næste stopprøve bestås; en 7km march med rygsæk i et kuperet terræn. Vi fik 1 time og 5 minutter til at gennemføre de 7km, og vi skulle forvente, at vejen ikke gik ligeud, men at der ville være en del bakker undervejs, hvilket vi skulle medregne i vores pace. Inden start fik vi frataget vores ure, så vi ikke kunne holde øje med tiden.

Jeg havde testet at speedhike med rygsæk hjemmefra og jeg vidste, at hvis jeg gik stærkt, kunne jeg gå med en fart på 7km/t, men det var vel og mærke på friske ben, så det turde jeg ikke stole på her. Jeg gav i stedet mig selv en mission om at forsøge at jogge hele vejen. Jeg vidste, at hvis jeg joggede, ville jeg bevæge mig hurtigere end 7km/t, uanset hvor langsomt det gik. Nogle af de andre lagde hårdt fra land, og jeg var absolut ikke i front fra start, men jeg ved at ’livet er et maraton, ikke en sprint’, hvilket især gjorde sig gældende her.

De fleste af de andre havde en strategi om at gå op ad bakkerne og løbe nedad. Jeg holdt mig til min mission og udfordring til mig selv om at jogge det hele. Det betød at jeg bevægede mig hurtigere op ad bakkerne end de andre, men lidt langsommere nedad. Jeg forsøgte at holde et nogenlunde kontinuerligt pace hele vejen igennem. Ca. halvvejs igennem marchen havde jeg passeret alle på nær Patrick, der var stukket af fra start. Det var supervarmt, og det føltes som om vi løb i en gryde. Flere gange undervejs hældte jeg vand ud over mig selv, og jeg havde smurt ærmerne godt op og knappet jakken ned for at ventilere bedre i den varme uniform. Jeg afveg ikke på ét eneste tidspunkt fra planen og min mission, og fordi jeg er tidspessimistisk og ikke tør tro på at jeg er i mål, før jeg krydser målstregen, turde jeg ikke tro på Ukaleq, da hun kom op bagfra og indhentede mig, blot 500m fra mål. ”Jeg tror vi næsten er der!” sagde hun, da hun joggede forbi ned ad en bakke. Jeg var fristet til at følge med, men jeg holdt igen, jeg skulle ikke risikere at brænde ud, hvis der fortsat var langt hjem. Lige rundt om næste hjørne kunne jeg dog se instruktørerne og lastbilen foran mig, og jeg satte farten op det sidste stykke til mål. Jeg kom ind 1 minut efter Uka i 51 minutter.

Efter stopprøven sad vi samlet på en græsbakke og kogte i solen, mens vi tømte alt det vand vi hver især havde tilbage. Vi var så overkogte og dehydrerede, at det tog noget tid før jeg opdagede, at Bobby ikke var kommet i mål. Han havde haft meget ondt i skulderen efter den gik af led under gummibådsøvelsen dagen forinden (som jeg husker det, mens vi skulle lave englehop med båden i høj føring), og under marchen blev det for slemt til at han kunne fortsætte. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at han havde klaret stopprøven, hvis det ikke var for skulderen, og det var virkelig trist at han skulle forlade kursus efter den kæmpe overvindelse med hovedspringet han havde haft tidligere på dagen (bemærk: vi får på intet tidspunkt lov til at sige farvel til de andre aspiranter, når de afgår af kursus, og man er konstant presset på selv at yde sit maksimale, hvorfor man ofte først opdager at man har mistet en kammerat et stykke tid efter endt øvelse). 

Efter lidt pause kom en af instruktørerne op, og kaldte os én efter én ned, denne gang uden rygsæk. Vi kunne fra græstoppen skimte ned til den første, der var blevet kaldt hen, Casper, og så ham sætte i løb væk fra instruktørerne, ud på banen igen. Vi var alle nysgerrige på, hvad opgaven gik ud på, og jeg tror vi alle sad og samlede kræfter til endnu en hård prøvelse, efter at have slidt i en time i den bagende sol.

Vi blev sendt afsted efter nummer med nogle minutters mellemrum, og da turen kom til mig nr. 9, løb jeg ned til instruktørerne og stoppede ved Viborg. Foran ham lå tre ’menuer’.

Han forklarede, at jeg kunne vælge mellem de tre menuer, men at alt har en pris. Den lille menu, som var en enkelt banan, kunne fås for 900 m, den mellem menu, som var en lille sandwich og en juice, kunne fås for 3,5 km og den store menu, som var en stor burger, pommes frites med mayo, en dåsecola og en Mars bar (det var næsten ikke til at fatte, at det var det HELE man fik med, og at det ikke blot var én af tingene man fik lov til at vælge) kostede 7 km.

Han smilede, da han fortalte, at jeg havde 50 minutter til at gennemføre, uanset hvilken bane jeg valgte. Han var godt klar over, at det slet ikke var et spørgsmål, da han kom med den information. ”Jeg vælger den store menu” sagde jeg med et endnu større smil.

Jeg så decideret frem til at få lov at løbe de 7km nu uden rygsæk! Især med tanke på, hvad jeg havde i vente ved målstregen. Jeg havde dog lovet mig selv, at uanset hvilken opgave jeg blev stillet, om det var en af mine styrker eller en af mine svagheder, ville jeg give alt hvad jeg havde. Der skulle aldrig herske nogen tvivl om, hvor meget jeg ville det her kursus, og jeg spillede derfor aldrig taktisk for at spare på kræfterne. Jeg satte afsted og nød turen, mens jeg pressede på og holdt et godt pace hele vejen. Jeg kunne især mærke hvor tunge mine lår føltes op ad bakkerne, som følge af at have løbet de 7km med rygsækken kort forinden. Jeg holdt skarpt øje med ruten undervejs, så jeg sikrede mig, at jeg ikke løb forkert ved at slå hjernen fra, hvilket jeg før har været ude for i races. Undervejs på ruten overhalede jeg alle dem, som var blevet sendt afsted før mig, og da jeg rundede sidste hjørne, satte jeg slutspurten ind ned mod instruktørerne. Jeg krydsede mål, helt færdig og dehydreret, men glad. Jeg vidste den var hjemme, og jeg havde gjort et godt stykke arbejde. Nu kunne jeg se frem til en festmenu uden lige!

Da alle var i mål, sad vi samlet oppe på græsbakken igen, og alle havde satset på den store menu. Desværre havde Aske tabt sit nummer undervejs, da han tog sin uniformjakke af og løb med den om livet, og Patricia havde løbet forkert, og var kommet langt nok væk til at hun ikke kunne nå at indhente det tabte, da hun kom tilbage på ret kurs.

Instruktørerne kom efter lidt tid op med kasser med de store menuer. De kaldte os op en ad gangen, sagde vores tid højt, og overrakte os maden, såfremt vi havde fortjent den. Jeg havde den hurtigste tid på 35 minutter, hvilket også var forventeligt, i og med at løb er min force.

Det var en mærkelig fornemmelse at sidde og spise den store menu og se på at Aske og Patricia ikke fik mad. Patricia nåede det ikke inden for tidsgrænsen, og Aske fik valget om at få mad eller sit nummer, hvortil han selvfølgelig valgte sit nummer.

Instruktørerne gav os 15 minutter til at spise inden vi skulle være på lastbilen igen, og vi måtte ikke dele vores mad med de andre. Det var alt for meget mad at kaste i hovedet på 15 minutter, det skulle jo grovædes hvis det skulle kunne lade sig gøre, og man ville slet ikke have tid til at nyde en eneste bid. Jeg lagde først Mars-baren i rygsækken, men undervejs mens jeg fortærede burgeren, pommes frites og colaen, huskede jeg på ordene ”Det du har i maven, kan ingen tage fra dig”, og jeg var så bange for at vi ville få frataget den mad, vi ikke kunne nå at spise, at jeg endte med at kaste det hele indenbords på stedet.

Vi blev på intet tidspunkt bedt om at overlevere resterne, og vi skulle endda have skraldet med på lastbilen, så vi kunne reelt set have spist i ro og mag under kørslen, men det turde man bare ikke satse på.

Stopprøve 3 – Kanylestik (ikke med i programmet!)

Da vi stod af lastbilen tilbage på basen, blev vi sendt direkte videre til næste øvelse. Vi løb efter en af instruktørerne hen til en bygning, som vi entrerede. Rygsækken gnavede i min ryg grundet bukseselerne, som blev trykket ind mod en knogle, så jeg havde fået et sår, der gjorde ondt, hver gang jeg skulle bære rygsækken og det var særligt slemt efter dagens march.

Inde i bygningen fik vi lov at aflægge rygsækkene, som vi skulle sætte os på. Foran os stod en ammunitionskasse med en kanyle og en dessinfiktionsserviet. Dagens næste stopprøve gik ud på, at vi skulle stikke os selv med kanylen og sprøjte saltvandsvæske ind i låret. Endnu en af de opgaver jeg havde frygtet ville komme. Jeg er blevet stukket mange gange i mit liv i forbindelse med blodprøver, vacciner og behandlinger, men jeg har altid svoret, at jeg aldrig ville stikke en kanyle i mig selv. For mig giver det så mange negative associationer til misbrug og doping, ting som jeg altid har taget stærkt afstand fra, og oven i det er jeg ikke glad for nåle, og jeg kigger altid væk, når jeg bliver stukket (jeg brugte ’trylleplaster’ hos lægen i hele min barndom og en del af mit voksenliv, indtil jeg indså, at det primært var placebo 😂).
Nu var der dog ingen vej uden om. Casper var først, og det var rart lige at se en anden udføre det, inden det blev min tur, da jeg var nummer to i rækken. Jeg stillede lægen spørgsmål undervejs for at være sikker på, at jeg gjorde det korrekt. Det var ikke rart, men det var langt mere psykisk udfordrende end fysisk. Jeg blev lidt svimmel efterfølgende, og jeg undgik at kigge på de resterende aspiranter udføre deres stik, men fokuserede i stedet på at tage dybe vejrtrækninger og ’tage mig sammen’.

Alle kom igennem denne stopprøve. På vej ud stillede jeg dagens dummeste spørgsmål, da jeg spurgte om jeg måtte tale med lægen ”om hvad?” spurgte instruktør Rat, og jeg forsøgte at forklare såret på min ryg, og at jeg bare ville spørge hvordan jeg bedst behandlede det. Vi havde fået en lektion i vabelbehandling af instruktør Erik dagen forinden, og jeg tænkte fejlagtigt, at det kunne jeg da også lige få til det sår jeg havde, men svaret lød prompte fra Ratshack, at lægen kunne jeg tale med, hvis mit ben var ved at falde af, vi havde sgu alle fået skravesår! Jeg var så flov over at have spurgt om lægen til noget så banalt. Jeg skulle have spurgt instruktør Erik, hvis nogen. Jeg var jo ikke i fare for en reel skade, og nu virkede jeg bare som en tøs, der ikke kunne klare lidt smerte.

Efter kanyle-øvelsen, fik vi en længere pause i sovesalen. Der var aspiranter, som skulle til samtaler, og netop det, var den eneste forsikring man havde om, at man kunne slappe af i længere tid. Jeg tror vi havde et par timer, før Erik kom ind med mad bestående af rugbrød med ost, hamburgerryg og leverpostej. Tanken om at vi fik aftensmad, når vi også havde fået morgenmad betød, at der helt sikkert var noget meget hårdt i vente.

Likvidering ved Rubjerg Knude

18:30 antrådte vi med rygsæk og blev kørt til dagens næste øvelse. Da vi stod af lastbilen, kunne vi se store sandklitter foran os. Løbeturen fra bilen, gennem sandet og op til toppen af den første sandbanke, hvor instruktør Rat stod, føltes uendeligt hård (og øvelsen var ikke engang startet!). Vi løb altid mellem øvelserne, og vi skulle følge instruktørernes tempo, som løb rundt uden rygsæk på og ikke altid satte pacen efter at vi havde 20kg på ryggen.

På toppen af sandbanken aflagde vi vores rygsække, og fik besked på at løbe ned ad sandbanken igen og hente en træstub og en vanddunk hver, som vi havde passeret i vejkanten. Da objekterne var blevet slæbt op, blev vi introduceret til dagens næste øvelse. Mellem den sandbanke vi stod på, og to overforstående sandbakker, var der dannet en trekant, markeret af 3 hegnspæle. Vi skulle nu bevæge os op og ned mellem klitterne i trekanten, på den måde der blev angivet af instruktørerne. Første runde var kravl. Jeg fik sat et godt pace fra start, og var, så vidt jeg husker, den første, der kom tilbage fra runden. Herfra skulle der løbes en runde med en træstub, og dernæst en runde med en tung vanddunk, og bedst når vi troede vi var i mål med vanddunken, skulle vi løbe en runde mere med den. Jeg røg lidt bagud med de tunge ting, men jeg sagde til mig selv, at så længe jeg kunne få objekterne op på skuldrene, handlede det om aerob kapacitet (udholdenhed). Om det reelt set passer, og hvor grænsen går for hvor tung en vægt det gør sig gældende med, ved jeg ikke, men tanken hjalp mig til at ligestille mig med de andre eller ligefrem overbevise mig selv om, at jeg kunne have en fordel. Jeg gik ind til opgaven, som alle de foregående; jeg ville give den alt hvad jeg havde. Jeg fandt et pace jeg kunne holde, og så åd jeg mig selv, uden tanke på, hvor længe det ville fortsætte eller hvad vi ellers havde i vente.

Snotten stod ud, og det blev da også bemærket af instruktør Rat, ”Det er lige så snotten står i guirlander, hva’ nr. 9?” jeg hostede og prustede, men tog alligevel overskuddet til at svare ”Ja, det må man sige, hr. instruktør”, med et lille smil.

Efter de fire runder i klitterne, blev vi bedt sætte os på vores rygsække mens vi ventede på de sidste. Især Patricia havde problemer med at få flyttet den tunge vanddunk med sig op og ned ad de stejle bakker af sand, der faldt sammen under os med hvert skridt. Hun havde ikke formået at få vanddunken på skulderen, og det gjorde den SÅ meget sværere at slæbe med rundt. Da hun kom op til os andre, manglede hun fortsat en hel runde med vanddunken, og vi andre blev bedt om at lave belønninger, mens hun fuldførte sin næste runde. Belønningerne gjorde mig ikke noget, for vi nåede at fryse mens vi sad der på vores rygsække, med solen der var gået ned i horisonten.

Da Patricia kunne sætte sig på sin rygsæk efter anden omgang, brød tårerne frem, og jeg kunne virkelig godt forstå hende. Mentalt er det superhårdt at ligge bagerst i et felt, især hvis man føler at det går ud over holdet. Vi blev nu givet en Rawbar og mens vi spiste den, fik vi at vide, at vi skulle samle alle de kræfter vi havde, for det her kunne blive en lang nat.

”Nu kender i runden” sagde instruktør Rat ”Når vi går i gang igen fortsætter vi, indtil der er én, der har afgivet sit nummer”.

Wow for en udmelding. Det var jo den rene likvidering.

Vi blev sat i gang, og på trods af at vi ikke anede, om vi ville være her hele natten, fortsatte jeg i det tempo jeg slap. Så måtte jeg ramme muren på et tidspunkt, jeg skulle i hvert fald ikke give et indtryk af, at jeg slappede af. Selvom jeg havde indstillet mig på, at jeg aldrig ville give op, var det en skræmmende tanke, at én af os skulle overgive sit nummer, især fordi jeg virkelig følte at hver og én af os fortjente at være her, og jeg havde ikke lyst til at tage oplevelsen fra nogen af de andre. (…)

Her stopper jeg dagbogen for dag 4, da jeg ellers ville afsløre ting der endnu ikke er vist på TV.
Resten følger i næste blogindlæg i forbindelse med næste udsendelse!

Foto credit: Lars. E. Andreasen / TV2 + screenshots fra programmet.