Foto credit: Lars. E. Andreasen / TV2 + screenshots fra programmet.

Oplevelsen jeg havde drømt om at få muligheden for at få, siden første sæson af Korpset blev sendt over skærmen i 2017, stod for døren, og jeg kunne næsten ikke tro det!

Vi spiste morgenmad sammen på hotellet kl. 6:30 inden afgangen kl. 7:15. Vi sørgede alle for at få godt med mad indenbords, for vi anede ikke, hvornår næste måltid ville blive. Personligt havde jeg indstillet mig mentalt på ikke at få mad før i slutningen af dag 2 på kursus, så jeg ville være godt mæt inden start.

Vi sad tæt i lastbilen og man kunne mærke spændingen og nervøsiteten brede sig blandt alle. Vi anede ikke hvor vi skulle hen, eller hvad der skulle ske. Tidligere sæsoner er startet brat med en tur i koldt havvand, så jeg gjorde mig mentalt klar på at blive kold. Dog undrede jeg mig lidt over, at vi startede i civiltøj og kun havde én uniform i rygsækken. Kunne de finde på at smide os i havet i civil?

Stemningen og humøret var højt, og der var masser af snak og grin. Undervejs på køreturen fik vi pludselig hætter på. Der blev derefter stille i lastbilen, og jeg benyttede lejligheden til at tage dybe vejrtrækninger, mærke min krop og minde mig selv om at holde fokus på det jeg kunne kontrollere; min indstilling, min indsats og min vejrtrækning. Sammen med de tre fokuspunkter gentog jeg en sætning i mit hoved, der blev mit mantra

    ”Alt kan lade sig gøre, hvis du vil det nok”.

Det var sådan jeg ville gå til alle opgaver, til stede i nuet, med en urokkelig tro på, at jeg kan klare alt, såfremt jeg vil det nok.

Øvelse 1 – Chokstarten

Da lastbilen langt om længe stoppede, blev vi hevet ud én efter én og stillet på en lang række med hænderne på hinandens skuldre, stadig med hætten over hovedet. Vi blev sat til at gå et stykke, hvorefter vi blev stoppet og drejet 90 grader så vi nu stod side om side med hovedet pegene nedad og armene på ryggen. Det blæste kraftigt, og det var tydeligt at mærke, at vi stod ved havet. Jeg var sidst i rækken, og min hætte var den første, der blev trukket af. Foran mig stod instruktør Rune, med min hætte i hånden, som han trykkede ind under armen på mig. ”KIG NED!” råbte han, da jeg kom til at løfte blikket.

Skiftevis fik alle trukket hætterne af og Rune kom med forskellige kommentarer til hver aspirant, fx udbrød han, da han trak Ukaleqs hue af ”Hold da kæft! Dit hår er samme farve havet!” og nogle af drengene fik et udfordrende spørgsmål til, om de var klar, eller at de så for kække ud.

Da alle havde fået hætterne af, pegede instruktøren hen mod sorte sække som stod et stykke længere henne ad stranden, indeholdende vores uniform og sko, og råbte at vi skulle løbe hen og hurtigt få skiftet til uniform! Vi spurtede alle over og forsøgte febrilsk at finde posen med det nummer vi var blevet givet ved kursusstart. Jeg var blevet tildelt aspirantnummer 09.

Vi skyndte os at skifte tøj, og jeg lod mærke til, at posen ikke indeholdt et armbind. Jeg nåede at blive nervøs for, om jeg havde misset noget, men kunne se at ingen andre bar armbind.

Vi blev nu bedt følge instruktør Rune i løb langs stranden, men kort efter blev vi gennet i jorden og skulle det næste lange stykke skiftevis kravle, krybe, rulle, slå kolbøtter, lave frøhop og gå andegang for at bevæge os frem i sandet langs stranden.

De fleste havde det med at skynde sig de første par meter i hver ny øvelse, men ved stort set hver øvelse endte jeg forrest, ofte sammen med Patrick og Momo, efter de første 5-10 meter. Jeg vidste, at det var en maraton og ikke en sprint vi var ude på, og jeg fandt hurtigt en rytme, som betød at jeg kunne bevæge mig hurtigt og effektivt uden at komme i iltgæld. Jeg fortalte mig selv, at arbejdet i stort set alle øvelserne, som alle blev gentaget flere gange, handlede om aerob kapacitet.

Det var ikke altid en fordel at ligge forrest i feltet, da vi som de forreste ofte blev bedt om at vende om og fortsætte øvelsen bagud for at hente de bagerste, hvorefter vi kunne bevæge os fremad igen. De forreste udførte derfor ekstra arbejde, men jeg har lidt et ’slædehunde-gen’ som gør, at jeg altid søger fremad i feltet, hvor vejen foran er ryddet. Undervejs bevægede vi os henover passager med mange små sten, hvilket kunne mærkes i knæene, når der blev kravlet. Den værste øvelse for mit vedkommende var dog kolbøtterne, da jeg bar seler for at holde uniformbukserne oppe, og spænderne på ryggen gnavede sig ind for hvert rul.

I starten af de endeløse strandøvelser rakte Bobby en hånd i vejret og bad om at træde af på naturens vegne, da han udtalte, at han virkelig skulle skide. ’Det var en modig forespørgsel fra start’ tænkte jeg, men omvendt gav det god mening at øvelserne satte gang i systemet efter al den mad vi havde spist om morgenen og aftenen forinden. Instruktøren tillod det, og vi ventede alle på at Bobby kom tilbage fra klitterne, inden vi fortsatte.

Denne lille historie ville være helt overflødig at have med, hvis ikke det var fordi, at Bobby på et senere tidspunkt afslørede, at han slet ikke havde skulle på toilettet på det givne tidspunkt. Han havde bildt instruktørerne ind, at han skulle på toilettet, fordi han havde brug for en pause. Han havde vitterligt bare sat sig ude i klitterne og ventet tilpas lang tid til at det passede med et toiletbesøg, mens han fik pusten, inden han returnerede til os andre og øvelserne kunne fortsætte.

Jeg ved ikke hvor mange gange vi har grinet af det move efterfølgende, men jeg er stadig lige dele imponeret og lamslået over, at han turde foretage det træk på første dag, hvor vi hverken kendte hinanden eller instruktørerne!

Et godt stykke nede ad stranden udtrykte instruktør Rune, at vi var halvvejs og vi havde 2 kilometer igen. Jeg tænkte, at det måtte være løgn, og noget han prøvede at sige for at fucke med os, men i dag ved jeg reelt stadig ikke, om vi rullede rundt i sandet i 4 kilometer, før vi endelig stod foran instruktør Ratshack, som indikerede slut på øvelsen.

Vi vidste inden kursusstart ikke hvem instruktørerne for i år ville være, blot at der ville være 4 instruktører i alt, og at den ene ville være ny. Instruktørerne på kursus var Thomas Rathsack (jæger), som var chefinstruktør, Rune Krog Danielsen (jæger), Erik B. Jørgensen (jæger og sirius), samt en ny instruktør Rune Viborg (frømand), som blot gik under navnet Viborg på kursus. Vi genkendte Rathsack, Rune og Erik og havde alle en idé om deres person og stil fra tidligere sæsoner af Korpset, men Viborg var helt ukendt for os, og han indgød frygt den første dag, da han stod på stranden iført en sort hue trukket godt ned over panden, så kun hans krystalblå øjne stirrede frem. Alle gav udtryk for efterfølgende, at vurderingen af ham var at han så ’sindssyg ud’ eller ’lignede en psykopat’. Han havde vilde øjne, og der var ikke et eneste smil at spore i hans udtryk.

Da vi ved instruktør Ratshack blev rettet ind på 3 geledder fik vi en opsang om hvad vi havde i vente i løbet af de næste 8 døgn. At vi kunne se frem til det fysisk og psykisk hårdeste vi nogensinde kom til at gennemgå, at mange ville falde fra, og at der muligvis kun ville stå én aspirant tilbage i slutningen af kursus.

Foran os lå vores respektive rygsække med et armbind om den ene skulderstrop. Vi iførte os armbindet, som fra nu af til vi afgik fra kursus, var vores identitet. Med rygsæk på blev vi sendt på en god lang løbetur i to geledder efter instruktør RAT mellem klitter på stranden. Jeg holdt øje med min sidemakker og sikrede at vi holdt os samlet, da vi ellers fik hug. Efter et stykke tid ramte vi parkeringspladsen hvor lastbilen holdt. Under køreturen blev vi igen iført hætter, så vi ikke kunne se, hvor vi blev kørt hen.

Øvelse 2 – Dæktræk

Da lastbilen stoppede næste gang, var det ved indgangen til en skov.

Foran os lå 14 lange reb med 2 mellemstore dæk i enden linet op. Instruktørerne fortalte, at næste øvelse var en styrkeøvelse, som gik ud på, at vi skulle trække rebet med de to dæk til en udefineret målstreg. Vi måtte holde på rebet som vi ville, dog måtte vi ikke holde under en knude, der var bundet ca. 2/3 nede på rebet. Med den korte instruks blev vi stillet klar med et reb ved vores ene side, som indikerede at det dæktræk var vores, og så blev vi ellers sat i gang.

Min første tanke, da jeg så rebet med de to dæk var, at jeg ville binde rebet om maven, ligesom når jeg løber med dæk i et vægtbælte derhjemme. Da vi blev sat i gang, tog stort set alle de andre dog rebet over skulderen og begyndte at løbe, så jeg konkluderede med det samme, at min idé sikkert ikke var tilladt, og begyndte at trække dækkene i armene over skulderen, som de andre. Jeg kom meget hurtigt langt bagud, og jeg kæmpede med at få de tunge dæk med mig, mens jeg så størstedelen af de andre forsvinde i løb foran.

Jeg lå bagerst i feltet sammen med Sofia og Ida, og jeg kunne ikke lade være med at tænke ”det her bliver langt” med en skidt start og med et reb der gnavede sig ind i mine hænder mens jeg forgæves forsøgte at trække det hurtigere med rebet over skulderen eller rebet viklet rundt om armene.

Efter de første 2-300 meter drejede grusstien til venstre, og det var nu kun Ida, der lå bag mig. Der syntes jeg at kunne spotte i horisonten at nogle af de forreste, som var langt fremme, havde rebet bundet om maven. Det var først dér jeg turde tage chancen og ty til den metode, jeg havde ønsket at bruge fra start. Så snart jeg fik bundet rebet om maven begyndte jeg at løbe (læs jogge) med dækkene. Det her vidste jeg, at jeg kunne, også selvom de to dæk udgjorde en væsentligt større vægt, end det ene mindre dæk jeg har løbet lidt med under OCR-træninger derhjemme. Der gik arbejdshest i mig, og fra nu af joggede jeg når jeg kunne og powerwalkede, når jeg blev nødt til det. Jeg trak med armene for at skabe ekstra fremdrift og momentum, og jeg ænsede ikke om rebet gnavede sig ind i min mave eller benene syrede til. Langsomt men sikkert begyndte jeg at indhente nogle af de andre som fortsat trak dækket med rebet over skulderen eller i hænderne bag sig. Én efter én rykkede jeg op i feltet. Jeg åd mig selv, og begyndte nu at indhente nogle af dem, der også havde bundet rebet om maven. Følgebilen med kameramændene, som før havde set mig være helt nede bagerst i feltet, fulgte mig nu intenst, da der var ved at udspille sig et comeback, de nok ikke havde set komme. Jeg fortsatte min taktik ufortrødent, og det at bilen begyndte at filme mig og producerne i siden af vejen ligeledes fulgte interesseret med, gav mig kun ekstra motivation til at forsøge at jogge så ofte som muligt, uanset hvor meget benene brændte.

Efter et godt stykke tid spottede jeg en af instruktørerne stå i enden af den lange grussti, og jeg mente også at have set nogle af de forreste trække ind i krattet til venstre ved instruktøren. Det måtte være målstregen! Jeg sørgede for at give alt hvad jeg havde til sidst, så jeg løb det sidste stykke op til instruktør Erik. ”Stærkt tempo nr. 9” anerkendte han, og jeg fik lov til at aflægge dækkene og smide mig ind i krattet til de andre.

Til min overraskelse var kun 5 drenge nået i mål før mig. Jeg var gået fra at ligge næst-bagerst i feltet, med langt op til midten af feltet og med de forreste næsten helt ude af syne, til at komme i mål som første kvinde og den sjette ud af 14 aspiranter. Jeg fik nogle rosende ord med på vejen af drengene, der var kommet ind før mig (Momo, Patrick, Casper, Aske og Alexander), og som de andre kom ind begyndte vi at tale om de forskellige taktikker derude, om at Sofia aldrig havde været i Jylland før (WHAT?!) og at Bobby slet ikke var vant til at komme i skoven og nærmest var bange for, om der var nogen kryb eller andre dyr, der kunne æde ham. Vi grinede allerede en del sammen, og jeg var overbevist om, at vi ville blive et genialt hold. Især Bobby var god til at indgyde til latter, det var tydeligt at han var gruppens spasmager! 😄

Da alle var kommet i mål på nær nr. 01, Ida, ventede vi lidt og kiggede efter hende, inden vi pludselig fik at vide, at Ida var afgået fra kursus. Det var vildt, ikke engang en halv dag var gået, og vi havde allerede mistet den første aspirant. Jeg nåede ikke at snakke meget med Ida inden, så jeg kender ikke årsagen til hendes exit, men der har helt sikkert været en grund til, at hun ikke kunne se sig selv i det.

 Tilbage på basen fik vi lidt tid til at finde os til rette i sovesalen, vores nye hjem, og vænne os til omgivelserne. Sovesalen var ét stort rum med alle vores feltsenge, givet i nummerrækkefølge, linet op, samt et stort træbord i den ene ende, hvor vi kunne spise, når vi engang fik mad.

Vi var alle glade, spændte og nervøse for endelig at være i gang, og selvom vi var blevet rådet til ikke at gætte på hvad kommende udfordringer ville være, kunne vi ikke lade være med at tale om det, især når det gjaldt påklædningen. Om dagen var det plusgrader, om natten minusgrader og havtemperaturen var kun omkring 5-6 grader, så hvis man skulle i vand, ville man gerne bære langt undertøj under uniformen, men skulle man lave noget fysisk hårdt på land, kunne man også risikere at blive for varm.

Øvelse 3 – Samarbejdsøvelse med stige

Omkring middag blev vi kaldt ud på pladsen foran sovesalen, hvor vi fremover altid skulle træde an. Vi lærte, hvordan vi skulle stå, første mand ved en præcis angivet position ud fra bygningen overfor, og alle andre med en armlængdes afstand til personen til venstre for dem eller foran dem. Med 13 personer stod vi i 3 geledder. Vi stod altid med hænderne på ryggen, og alle skulle træde an i ensrettet tøj og placering af væskebælte.

Den næste øvelse var uden rygsæk, og vi løb i to geledder efter en af instruktørerne  ud til et sted, hvor der var sat en handlebane op. Vi skulle i hold af to gennemføre en handlebane på tid, hvor vi skulle medbringe en stige, som vi konstant skulle have kontakt til. Hvis én af os mistede kontakt til stigen, ville det blive noteret og få en konsekvens til slut. Det var dog tilladt at slippe stigen, hvis man holdt fast i sin makker i stedet, og der den vej igennem var kontakt til stigen. Vi fik også at vide, at vi skulle være opmærksomme på området vi bevægede os i.

Jeg blev teamet op med nr. 14, Frederikke, som er crossfitter, og da tiden blev sat i gang fik vi begge skyklapper på, og oksede derudad med stigen. I spring over en grøft, løb langs træer og gennem krat, hvor jeg undervejs fik en ordentlig gren i ansigtet. Vi skulle bruge stigen til at komme op på toppen af nogle bunkere/bygninger og til at bevæge os mellem dem. Vi skalerede senere en mur med stigen og til slut skulle vi over balancebomme og hoppe gennem en lang række dæk, fortsat med stigen mellem os.

Jeg synes vi havde en god kommunikation undervejs, og min egen taktik var, at jeg ville sørge for hele tiden at have en hånd på stigen, da jeg vurderede at det med at koordinere at skifte til at holde i hinanden med kun én person ved stigen undervejs, var for besværligt. Frederikke fik to notationer for at slippe stigen undervejs, hvilket betød at vi skulle udføre 2x 5 belønninger, da vi kom i mål. Belønningerne bestod af en serie af armbøjninger, mavebøjninger, flutter kicks og englehop.

Vi blev derpå spurgt, om vi havde lagt mærke til nogle bestemte ting ude på ruten; vejnavne, et tal der stod skrevet med kridt i asfalten i starten og hvilke objekter, der havde stået i en åben garage vi passerede undervejs. Jeg var blank. Jeg havde intet set, da jeg havde været så fokuseret på opgaven med stigen undervejs og at kommunikere med Frederikke, som jeg på daværende tidspunkt endnu ikke kendte. Jeg ventede med at svare i håbet om at Frederikke havde spottet noget, men hun havde, ligesom jeg, haft fokus på vores teamopgave frem for på omgivelserne omkring os. Det var første lektion i, hvor vigtigt det er at være opmærksom på alt omkring sig som soldat, og noget vi tydeligvis slet ikke var vant til, hvilket vi begge ærgrede os over. Til gengæld var vi glade for vores samarbejde på ruten, og vi gav hinanden en high five og ros for godt arbejde!

Vi virkede til at have det samme mindset og en stærk drivkraft, så jeg fornemmede allerede efter denne første partnerøvelse, at Frederikke og jeg ville komme godt ud af det med hinanden!

Et par af de andre hold var lykkes med at opfange nogle af de ting der blev spurgt til efter gennemførslen. Sæpór havde som den eneste registreret navnene på to vejskilte, hvilket han havde taget mental notits af, fordi han så at kameraerne ved siden af ham filmede dem, så han spottede at de måtte have en betydning. Dét var et snedigt træk synes jeg! 

Vi brugte tiden mellem øvelser på at snakke lidt sammen og lære hinanden bedre at kende, men især også på at få hvilet, når der var tid til det. Om det så bare var et kvartet eller en halv time man kunne ligge ned og slappe af, og endnu vigtigere, nulstille hjernen og mentalt forberede sig til, hvad end der måtte komme, var det værdifulde minutter.

Jeg forsøgte personligt at have så meget guldfiskehjerne som muligt, og inden nye øvelser slette alt fra hukommelsen, både gode og dårlige oplevelser, sejre og nederlag, da det intet havde af betydning for den næste opgave. Jeg ville gå til alt med en ”day one, week one”-mentalitet (David Goggins), og undervejs på kursus fortalte jeg også mig selv lidt hårdt, at instruktørerne var fuldkommen ligeglade med, hvad jeg havde præsteret indtil nu, den næste øvelse var altid den vigtigste, og kunne blive altafgørende. Det handlede om at præstere i nuet.

Øvelse 4 – Udspring til reb (ikke med i programmet!)

Ud på eftermiddagen blev vi kørt til dagens næste øvelse. Lastbilen stoppede ved en havn, og jeg tænkte, at nu var det tid til dagens vandøvelser. Jeg indstillede mig på, at vi hver dag ville blive kolde på det ene eller andet tidspunkt, og i og med at solen varmede en smule om dagen, gik jeg ud fra, at de ville lægge vandøvelserne på tidspunkter, hvor det ville være mest ubehageligt, hvilket ville være tidlig morgen eller sen eftermiddag/aften, hvor solen ikke ville kunne hjælpe til at varme os op.

Da vi antrådte på havnen i rækker af tre, var der til venstre for os hængt et reb ud over vandet fra en kran. Jeg antog straks at vi skulle springe i havnen og kravle op ad rebet.

1-2 meter fra rebet var en afsats/rampe fra havnen, og instruktøren forklarede, at opgaven gik ud på, at vi skulle løbe op ad skråningen/rampen på havnen, springe ud til rebet og lade os fire ned til bunden af rebet, hvor vi kunne hoppe i en båd, der ville sejle os over til en stige, som vi kunne klatre tilbage på havnekanten ad. Det var således muligt at komme helt tørre igennem øvelsen, hvis man formåede at gribe rebet i sit spring og holde fast på vej nedad, så man ikke gled hele vejen i vandet.

Jeg stod yderst i 3. række og kunne se 8 af mine kammerater klare springet, inden det blev min tur. Instruktørerne havde måske en forventning om, at det ikke var alle, der ville klare det, og lavede da også et lille ordspil, da de kom til nr. 05, som var den femte i rækken ”Den står 4-0 til aspiranterne, skal vi se om det kan blive til 5-0 nr. 5?”.

Da det blev min tur, overvejede jeg, om jeg skulle lave springet uden handsker. Alle de andre havde haft deres handsker på, som instruktørerne havde anbefalet, men jeg overvejede at springe med bare hænder for at få et bedre greb om rebet. På trods af at jeg normalvis sagtens kan gribe et reb uden at glide ned og risikere ’rope burn’, tvivlede jeg i momentet på mig selv, så jeg beholdt vanterne på. Jeg løb op ad rampen men tøvede nogle meter før kanten. Jeg syntes, der så langt ud, og min eneste frygt er udspring, plus min springkraft er dårlig, hvilket jeg har fået bevist til flere mesterskabsløb, hvor jeg har misset trapezer og klokker på grund af dette.

Jeg tog nogle skridt frem og et par tilbage og trippede mens jeg gjorde mig mentalt klar. Så tog jeg mig sammen, løb frem til kanten, satte af og sprang ud til rebet. Jeg greb det, men handskerne gled med det samme, og jeg strøg ned ad rebet. Jeg forsøgte at klemme resten af kroppen ind mod rebet for at stoppe mig selv inden jeg nåede vandet, men det gik så stærkt, at jeg hverken nåede at lave fodlås eller andet smart for at holde mig oppe. Jeg gled hele vejen ned til knuden i bunden af rebet, hvor jeg løftede fødderne og sad på knæ på knuden, for ikke at ryge i vandet. Senere opdagede jeg, at jeg undervejs havde fået et godt rope burn på kæben. Jeg blev samlet op af båden og kunne klatre i land fra stigen.

Jeg var glad for at have klaret springet, da jeg reelt frygtede, at jeg ville være den første til ikke at nå ud til rebet, men jeg var lidt irriteret over hvor kejtet jeg var på rebet, hvilket var noget jeg burde være den bedste til med min baggrund. Det var dog ikke noget de andre lod til at bide mærke i, de gav kun skulderklap for at jeg havde klaret springet, da de godt kunne se, at jeg havde været lidt presset, eftersom det kun var mig og Bobby, der havde tøvet inden hoppet. Samtlige aspiranter klarede springet og vi blev efter øvelsen kørt retur til basen.

Øvelse 5 – ”Gymnastiksession”

Dagens sidste øvelse fandt sted på basen, på asfalten foran sovesalen. Den stod på en løbs- og styrkesession, som instruktørerne kaldte ”aftengymnastik”.

Vi blev bedt hver især hente en ammunitionskasse og fylde den helt op med sand. Vi blev sendt lidt frem og tilbage til instruktørerne mente at de var HELT fyldt op. Nu stod den på en blanding af løb, og styrkeøvelser med ammunitionskasserne + statisk hold ud fra brystet og over hovedet. Jeg er ikke stærkt i statisk hold, da jeg har dårlig skuldermobilitet og ikke er i stand til at låse i albueleddet. Selvom det var udfordrende for mig, var jeg med nødt og næppe i stand til at holde kassen ud fra brystet og over hovedet mellem curls og skulderpres, i samtlige sæt, uden at fortrække en mine. Jeg fik ikke en eneste reprimande, hvilket var en kæmpe sejr i en styrkeøvelse, som den mindste kvinde i feltet, mens jeg kunne høre at flere af de andre fik hug for ikke at holde kassen i strakt arm.

Da vi efter øvelserne skulle sætte kasserne på plads, bemærkede instruktørerne, at de ikke stod 100% ens, hvilket betød at vi blev kaldt tilbage og fik flere sæt af curls, pres og statiske hold, inden vi fik lov at prøve igen. Vi fik 2 bonusrunder for ikke at sætte kasserne helt ens på plads. ALT blev ’belønnet’ for at lære os, at alting skulle stå ens, både os og vores udstyr.

Belønningerne bestod som oftest af sæt af 4 øvelser i streg; pushups, mavebøjninger, flutter kicks og englehop.

Vi havde ingen idé om, hvornår dagens øvelser ville ende, den eneste indikation på, at vi var på vej i seng, var den sidste samling i slutningen af dagen, hvor instruktørerne obligatorisk spurgte, om der var nogen, der ville afgive sit nummer. Første dag havde været lang, udfordrende og spændende. Det var utroligt, hvor meget man kunne nå på én dag, når man udnyttede alle timerne. Vi forsøgte alle at finde ud af, hvordan man bedst skulle gebærde sig i dette nye miljø, og jeg ville personligt ikke skille mig ud og risikere at gøre mig bemærket af instruktørerne. Jeg ville bare gerne udføre arbejdet så godt som overhovedet muligt og derved fortjene min plads på kursus.

Inden vi fik lov til at gå i sovesalen efter aftenens samling og afrunding af dagen, fik vi overrakt en vagtplan over hvilke aspiranter, der skulle holde vagt sammen i 1-times vagtskifte gennem natten, samt dåsetun og bouilloner. Jeg var overrasket over at se mad allerede på første aften, men jeg tog det som et tegn på, at i morgen nok ville blive endnu længere og hårdere end i dag. Der var én dåse tun i olie til hver samt 2 bouillonterninger. Den kulinariske oplevelse var ikke i højsædet på kursus – og så alligevel 😉  – Det var første gang jeg spiste tun på dåse, så det var en favre ny verden, men jeg havde inden kursusstart indstillet mig på, at ALT hvad der blev givet at spise skulle spises. Energi er energi, og selvom kalorierne fra et måltid som dette er forsvindende, og knapt nok udligner energien vi havde brugt på en enkelt øvelse, er lidt mad altid bedre end ingen og vores kroppe skulle lære at benytte alt den sparsomme benzin den ville få i tanken over den kommende uge.

Til køjs og nattevagter (22:15-22:30)

Jeg var spændt på første nat i feltsengen, da jeg er en meget sart sover. Jeg havde medbragt både ørepropper og sovemaske for at øge chancerne for at få nattesøvn. Som hold havde vi valgt ikke at sove på liggeunderlag, og altså sove direkte på feltsengen, for at sikre at alle kunne blive klar hurtigst muligt, med liggeunderlaget i toppen af rygsækken, hvis vi pludselig blev kaldt ud. Jeg erfarede den første nat, at jeg fik langt mere ondt i kroppen af at ligge i feltsengen, end jeg havde haft under nogen af dagens øvelser. Den var hård som sten og det føltes som om min krop blev banket af blot af ligge stille der. Jeg forsøgte at optimere situationen ved at lægge et håndklæde under hovedet og ét under lænden. Det var ikke et prangende fix, men jeg faldt da i søvn til sidst og kunne få et par timer ind, inden jeg blev vækket kl. 03:50 for at skulle op på nattevagt med nr. 10, Mathilde, kl. 04:00-05:00.

Foto credit: Lars. E. Andreasen / TV2 + screenshots fra programmet.