Foto credit: Lars. E. Andreasen / TV2 + screenshots fra programmet.

Efter en begivenhedsrig første dag på kursus med hele 5 øvelser og første aspirant afgået, var stilen lagt for et vildt og intensivt ’kursus’. Tanken om, at alle de kommende dage ville blive mindst lige så lange og udfordrende, fik 8 døgn til at virke absurd langt (?).

Efter en lang dags arbejde, var der dog ikke tid til restitution i form af en god nats søvn, da der hver nat skulle holdes vagt i en udkigspost på basen. Vagten skulle besættes af 2 aspiranter i 1-times intervaller gennem hele natten, og første nat var vagtplanen sat af instruktørerne. Første nat havde jeg vagt 04:00-05:00 sammen med nr. 10, Mathilde.

Morgenvækning og gratis bad

Under vores vagt kom en instruktør og vækkede de andre i sovesalen, samt kaldte os ind fra vagt, og vi blev bedt træde an på pladsen. Ved antrædning stod vi i 3 geledder (rækker) iført væskebælte og med rygsækken liggende foran os. Vi var blevet givet en pakkeliste til rygsækken, som hang i sovesalen, samt en liste over ting vi skulle bære i uniformen. Der var fokus på detaljen fra start, og alle skulle antræde ens, det vil sige, hvis én bar hue, halsedisse eller vanter på, bar alle det (eller ingen). Alle knapper i uniformen skulle være lukket, kraven rettet ned, væskebæltet i samme side over hele linjen. Stod vi ikke ens med styr på vores udstyr, fik vi alle lov til at lave belønninger i form af en serie af armbøjninger, mavebøjninger, flutter kicks og englehop.

Helt grønne som vi var, begik vi selvfølgelig mange fejl i starten, og det var en læringsproces. Denne tidlige morgen blev vi bedt fremholde vores vanddunke, som ifølge pakkelisten altid skulle være fyldt. Instruktøren gik fra aspirant til aspirant, kiggede ned i dunken, og én efter én fik samtlige aspiranter en reprimande om, at vanddunken ikke var fyldt helt til tops, og vi kunne derfor få lov at hælde hele vanddunken ud over os selv som belønning. Til min store overraskelse blev jeg og nr. 10, som ligesom alle andre ikke havde fyldt vanddunken tilstrækkeligt, skånet for et koldt morgenbad, da instruktøren påpegede at vi havde været på vagt, og derfor var undtaget.

Øvelse 1 – Koldt vand og sand

Så vidt jeg husker blev vi sendt i seng igen efter morgenlekturen, inden vi skulle træde an til dagens første øvelse et par timer efter.

Ved dagens første øvelse, blev vi kørt til en strand, hvor vi, iført vores 20kg rygsæk, løb et længere stykke mellem klitterne, inden vi på den anden side af klitterne ved vandkanten mødte instruktør Ratshack. Vi aflagde rygsækkene og skulle nu udføre en række samarbejdsøvelser både på land og i vand. Det var tidlig morgen, overskyet og absolut ikke varmt. I frygt for at vi netop blev smidt i koldt vand fra morgenstunden, havde jeg iført mig langt uldundertøj under uniformen, som skulle vise sig at komme mig til gode under morgenens øvelser. Vi startede med at løbe og udføre belønningsøvelserne i sæt inde på stranden, inden vi blev bedt om at kravle om kap ud i vandet. Her udførte vi flere sæt af armbøjninger og mavebøjninger, inden vi blev bedt om at lægge os på ryggen i armlås med hinanden og lade bølgerne og det kolde vand strømme ind over os. Som jeg husker det blev vi sendt ind på stranden, rullede rundt i flok, og ud i vandet igen, hvor der blev udført flere øvelser, til instruktørerne var sikre på, at vi var gennemkolde.

Vandet var ikke mere end 5-6 grader, men jeg var faktisk ikke så presset, på trods af at det må have set sådan ud, for instruktør Rune kom helt op i ansigtet på mig på et tidspunkt med en kommentar om, at mine læber var helt blå.

Især nr. 10, Mathilde, var meget presset i det kolde vand, og hun havde fortalt, at hun ikke havde trænet den del inden, hvilket gav bagslag under øvelsen, og da vi blev kaldt ud i vandet 2. gang valgte hun at gå op og aflægge sit nummer.

For at ”varme os op” efter øvelserne i havet, fik vi lov til at løbe op og ned ad stranden med vores rygsække på, i et tempo instruktør Erik satte. Det var hårdt at løbe i sandet med rygsækken på 20kg, og flere af os var pressede, men især nr. 5, Sofia og nr. 07, Sæpór, sakkede bagud. Der måtte ikke opstå huller i geleddet, og instruktørerne var derfor meget efter Sofia og Sæpór under denne øvelse. Jeg var længere fremme i rækken, så jeg opdagede ikke, da Sæpór stoppede og afgav sit nummer grundet knæproblemer.

Øvelse 2 – 40kg rygsæk opad

Efter løbeturen stod vi igen ved instruktør Ratshack, som bad os tage vores rygsække af, og fylde dem med sandsække, så de alle vejede 40kg. Vi blev ikke givet meget tid til denne opgave, og vi stressede med at fylde en masse poser med sand og forsøgte at veje til undervejs, men vi endte med rygsække der alle vejede tættere på 45kg end 40, da instruktørerne ikke gad vente længere. Jeg forestillede mig, at vi skulle fortsætte med vores team-øvelser, da det virkede som et tema på stranden. Jeg fik mig dog en brat opvågning, da Ratshack bad os stille os bag vores egen rygsæk, mens han fortalte om den hårdeste øvelse han selv mindedes at have været på, hvor han skulle bære en 80kg’s rygsæk, svarende til hans egen kropsvægt, op ad en lang stejl skrænt. Jeg fik store øjne med tanken om, hvad der skulle til at ske, og under hans fortælling fik jeg lyst til at hæve en arm for at indikere ’det er mig’ ift. at skulle bære sin egen kropsvægt på ryggen, hvilket var hvad der nu ventede mig (næsten).

Ratshack pegede på en lang og stejl sandklit til højre for os, som vi skulle kæmpe os op ad på hans ”go”. Da vi blev sat i gang, måtte jeg og flere af de andre piger først have hjælp til at få den tunge rygsæk på ryggen inden vi kunne starte øvelsen. Jeg begav mig afsted mod klitten og mindede mig selv om, at jeg havde formået at have to sandsække over skulderen på 20 og 25kg i Fitness World derhjemme, dog kun ad ca. 20 meter ad gangen og på helt fladt underlag. Jeg formåede at gå de første meter op ad den stejle klit, men faldt hurtigt på knæ og måtte ty til kravl i det løse sand. For hvert skridt sank man nedad og bagud i sandet, men jeg er god til at kravle, så jeg fandt en rytme og begyndte at æde mig selv.

Jeg stirrede konstant ned i sandet foran mig og nægtede at kigge op, da det ikke ville hjælpe mig at vide hvor langt, der var igen (hvilket var LANGT). Det eneste jeg fokuserede på, var at presse mig selv så meget jeg kunne hele vejen, uanset hvor langt der måtte være, for det ville unægteligt være den hurtigste måde at nå til tops på. Jeg gik i slædehund-mode.

Jeg registrerede ikke hvor de andre lå, ud over at jeg havde set flere passere mig, som var i stand til at gå op ad klitten eller stille sig op efter at have kravlet det stejleste stykke.

Ca. halvvejs oppe spurgte instruktør Rune mig, efter mange af de andre som også havde kravlet det første stykke havde rejst sig ”Har du tænkt dig at kravle hele vejen op nr. 9?”, ”Nej hr. instruktør” svarede jeg instinktivt, og forsøgte kort at komme på benene, men det var helt umuligt for mig at rejse mig op i det stejle dybe sand, med noget nær min egen kropsvægt på ryggen.
”Du må gerne kravle, det lader jo til at virke for dig” tilføjede han, for at pointere at det ikke var ment som et krav, at jeg skulle stille mig op.

Jeg fortsatte på alle 4 i mit bulldozer/slædehunde-tempo (det var nok nogenlunde det jeg så for mit indre blik mens jeg mosede på). Det gik op for mig, at jeg ikke lå sidst, da instruktør Erik to gange stak til et par af drengene bag mig med kommentaren ”Der er én foran dig, der vejer det halve af dig!”. Først små 20-30 meter fra toppen, hvor klitten begyndte at plane ud, og der opstod en form for fast skrænt til min højre side som jeg kunne tage fat i, lykkedes det mig at komme på benene, og gå det sidste stykke op til instruktør Viborg, som indikerede mål.

De andre hjalp mig med at få den tunge rygsæk af, og jeg smed mig helt udmattet i sandet.

Jeg fattede ikke at jeg lige havde kæmpet mig hele vejen op ad det sandbjerg med noget nær min egen kropsvægt, og jeg var ikke engang kommet sidst! Jeg lå ca. midt i feltet.

 Da alle var kommet op, fik vi lov til at tømme rygsækkene for den ekstra vægt, så vi igen stod med en 20kg rygsæk. Vi var dog endnu ikke i mål, for vi skulle nu løbe hele den lange vej tilbage mellem klitterne for at nå til lastbilen. Jeg var meget presset på tilbagevejen, da jeg lige havde brugt alle mine kræfter op ad den endeløse stejle sandklit. Da instruktør Viborg, som styrede tempoet på tilbagevejen, opdagede at jeg flere gange havde problemer med at slutte op (lukke hullet i geleddet), kaldte han mig op foran, så jeg kunne være med til at sætte tempoet. Det var en stor hjælp for mig, og da han det sidste stykke valgte at gå frem for at løbe, fik jeg energi tilbage i benene og gik nu nærmere ved siden af ham end bag ham ”Synes du jeg går for langsomt nr. 9?” spurgte han lidt kækt ”Nej hr. instruktør” grinede jeg og trak bag ham igen. Det er slædehunde-genet der tager over i mig, når jeg går bag nogen, og det var noget jeg tog mig selv i flere gange under kursus; når jeg havde energi og vi gik på ét geled kom jeg ofte helt automatisk til at trække lidt ud til siden, så vejen foran mig blev fri og jeg kunne se ruten foran.

Det var først på lastbilen på vej tilbage til basen jeg opdagede at både Sæpór og Sofia var væk. Sofia var åbenbart blevet taget fra af instruktørerne i øvelsen med rygsækken på vej op ad sandbjerget. Jeg følte med Sofia, da hun havde fortalt, at hun havde haft en lang sygdomsperiode op til Korpset på halvanden måned, hvor hun intet kunne, og hun var stadig svækket af det, hvilket var tydeligt på de to første dage, hvor instruktørerne var meget efter hende, når hun sakkede bagud på øvelser. Jeg er overbevist om, at det havde set helt anderledes ud, hvis hun var kommet på kursus helt frisk og fit for fight!

Tilbage på basen fik vi skiftet til tørt tøj og klargjort uniform og rygsække til hvad end der kunne vente resten af dagen. Brian Dåsbjerg havde inden start på korpset lært mig den prioriterede rækkefølge: vedligehold dit udstyr (hæng vådt tøj til tørre, klargør nyt tøj/udstyr m.m.), vedligehold dig selv (plej sår/vabler, spis hvis muligt, hydrer), hvil. Uanset hvor træt jeg måtte blive under kursus, skulle dette være min ’code of conduct’. 

Øvelse 3 – Navigationsøvelse

Lidt over middag blev vi kaldt på dagens næste øvelse. Denne gang uden rygsæk, og vi startede med at løbe efter instruktør Erik ind i skoven. Han stoppede ved en stor sti, hvor han i højre side havde lagt en lille træstump med et rødt bånd omkring. 100m nede ad stien var endnu en markering med rødt bånd. Instruktør Erik introducerede den kommende øvelse, som var træning i kort, kompas og navigation.

Til start skulle vi hver især tælle skridt på den opmålte 100m distance, både på flad grusvej, i terræn samt i svært terræn. Dataene skulle vi bruge til at måle afstand, når vi senere skulle navigere ud fra kort og kompas og blev givet en bestemt distance, der skulle tilbagelægges. Efter at have målt skridtafstande fik vi hver udleveret et kort, hvorefter vi fik en grundig instruktion i brugen af kort og kompas. Jeg havde trænet det lidt hjemmefra, og følte mig ret komfortabel i at læse et kort med topografi og forskellige signaturer, men jeg havde ikke trænet meget decideret kompasnavigering. Efter instruktionen skulle vi ud på individuelle baner, og Erik spurgte, hvem af os, der havde erfaring med navigation hjemmefra. Jeg rakte en halv hånd op. Vi var 4-5 stykker der havde lidt eller nogen erfaring hjemmefra. Vi fik at vide, at banerne vi blev sendt ud på, var et bestemt antal grader samt meter vi skulle navigere ud fra. Vi ville få en halv time til at nå et træ, der ville være markeret tydeligt med røde bånd samt nå tilbage til Erik. Under træet på hver rute ville der ligge en eller flere sandwiches, og lykkedes vi med at finde vores post og nå tilbage i tide, fik vi lov at spise sandwichen. Det var en præmie alle ønskede at få, da vi endnu kun havde indtaget den ene dåse tun aftenen forinden.

Erik havde først tildelt mig bane 3, men efter lidt overvejelse ændrede han sin beslutning, og byttede rundt på Patrick og mig, så jeg i stedet kom på bane 4. Vi blev sat i gang, og jeg tog mig god tid til at indstille graderne på kompasset korrekt og regne mig frem til hvor mange skridt jeg skulle tage så det svarede til de meter angivet i opgaven, inden jeg begyndte at gå. Min rute gik tværs gennem skoven både gennem krat og mellem træer, og på et tidspunkt, inden jeg var nået det antal skridt jeg skulle op på, ramte jeg en sti, hvor der lige fremme var en stor sø. Jeg undrede mig over, at kompaspilen i princippet ville have mig til at fortsætte ned fra stien og ud i søen, så jeg begyndte at tvivle på mig selv; var det fordi posten lå på den anden side af søen, og jeg skulle navigere uden om? Kunne jeg have indstillet graderne en smule forkert, posten var til højre for søen et sted? Det eksempel med sløjfe om et træ, som Erik havde givet, var meget tydeligt, og posten ville endda have et træ på hver side med mindre sløjfer om også, så man umuligt kunne undgå at se posten, hvis man var i nærheden. Jeg så mig omkring, men kunne ikke ane et eneste træ med sløjfe på. Jeg gik lidt tilbage af modsatte kompaskurs og kiggede mig endnu bedre om. Stadig intet. For at have forsøgt alt, satte jeg i løb forbi søen og et godt stykke længere frem ad kompaskursen, men jeg vidste, at jeg nu havde bevæget mig mange flere meter, end hvad der var angivet i opgaven.

Jeg tænkte, at jeg måtte have gjort noget helt forkert eller misforstået hvordan man indstillede kompasset, selvom jeg følte mig ret sikker i det. Jeg fandt tilbage til instruktør Erik ved at følge den modsatte kompaskurs, hvilket betød at min navigation efter kursen ikke var gal. Jeg var nu topforvirret. Da jeg nåede tilbage uden sandwich og forklarede Erik om min udfordring, fortalte han, at jeg skulle have stolet på min første indskydelse, og have fortsat ned ad skrænten til søen. Posten lå åbenbart lige under mig, da jeg stod oppe og kiggede ned på søen. Det var en tricky rute! Eksemplet der var blevet givet, var i øjenhøjde, så jeg havde instinktivt tænkt derude, at kunne jeg ikke se en post i øjenhøjde, måtte jeg have gjort noget forkert. Jeg satte mig og ventede sammen med de andre der var nået tilbage fra deres poster, alle med sandwich. Jeg var spændt på om nogen af de andre ville løse bane 4, men det skulle vise sig, efter alle havde været igennem, at jeg var den eneste, som var blevet tildelt bane 4, alle andre havde været på bane 1-3.

Størstedelen af de andre var lykkes med at finde deres poster. De eneste andre to der mislykkedes, var Frederikke og Bobby. Bobby havde faktisk fundet posten og sandwichene men havde misforstået, at det tal der stod på sandwichene, var banenummeret, og ikke hans eget nummer. Da han så, at der stod ’2’ på den sandwich der lå under træet på hans rute, tænkte han, at han måtte have begået en fejl, da han var nr. 08. Han snød dermed sig selv for en sandwich, fordi han ikke turde tage den med tilbage. Det var nogle gigantiske sandwich de andre fik at spise, sådan nogle kæmpe café-sandwich med rigeligt med kylling, bacon og karrydressing, og de holdt ikke igen med at fortælle hvor lækre de var 😉

Jeg benyttede muligheden til at observere mig selv i situationen. Først havde jeg været lidt frustreret over, at jeg var blevet givet en tricky rute, men jeg kunne også vælge at se det som et udtryk for at instruktør Erik mente, at jeg kunne klare udfordringen, og dermed et form for skulderklap. Derudover kunne jeg benytte lejligheden til at arbejde med mit mindset og se det som en øvelse og læring i, hvordan jeg ville tackle ikke at få mad, når resten af holdet gjorde. Hvordan ville jeg respondere på dette? Ville jeg lade negative tanker påvirke mig, og trække energi ud af mig, som jeg ville få brug for til de næste øvelser?

Jeg kiggede rundt på mine kammerater og tænkte på, at de langt fra var de eneste, der sad og spiste mad, mens jeg intet fik. I ’hele verden’ omkring mig, uden for korpset, ville der sidde mennesker lige nu og spise, og de ville have adgang til mad på alle tidspunkter af døgnet, hvor jeg og de andre ikke havde. Det var vilkårene herinde. Så for mig var det i situationen ikke anderledes end at alle mine venner derhjemme sad og spiste mad, mens jeg ikke gjorde. Jeg vidste, at den mad vi kunne tjene på kursus ved at løse opgaver korrekt, var bonus, og ikke nødvendig for at gennemføre. Jeg vidste, at jeg nok skulle få mad på et tidspunkt svarende til, hvad der var nødvendigt, for instruktørerne kunne ikke regne med, at alle ville gennemføre de specifikke opgaver på kursus, der ville udløse madpræmier.

Da vi gjorde klar til at løbe tilbage mod basen, gav instruktør Erik mig en anerkendende kommentar med på vejen ”jeg tror du var rigtig tæt på”. Jeg smilede ”ja, jeg vidste bare ikke at jeg skulle have kigget ned” svarede jeg lidt frustreret over, at jeg havde ladet min usikkerhed styre ude på banen frem for at stole på, at jeg var på rette vej. Det var ikke manglen på mad der irriterede mig, men den tendens jeg har til at blive usikker på mig selv, som nogle gange kan spænde ben for det ellers gode arbejde jeg er i gang med at udføre.

Øvelse 4 – Svømmesession

Sen eftermiddag/aften ventede dagens fjerde øvelse. Vi blev bedt træde an på pladsen uden rygsæk men med svømmetøj i lommen. Vi blev kørt til en svømmehal, og på vej ind i svømmehallen, gik jeg bagerst i geleddet, med instruktør Rune på den ene side. Da vores blikke mødtes, sendte jeg ham et lille smil, som han med det samme reagerede på ”Det er godt at se dig smile nr. 9!” jeg smilede endnu mere ”jeg troede ikke vi måtte smile!” svarede jeg og grinede af, hvor fjollet det egentlig lød, men jeg havde indtil nu vitterligt været bange for at smile, fordi jeg ikke ville virke ’kæk’. ”Jo, I må gerne vise, at I gerne vil være her!” svarede instruktør Rune, og fra det øjeblik smilede jeg så ofte jeg kunne under kursus, for der skulle ikke herske den mindste tvivl om, hvor meget jeg ville være her! Samtidig var det en befrielse at få tilladelse til at være glad og positiv, frem for at være i konstant frygt for at gøre noget forkert og søge at blive ’set’ så lidt som muligt.

Efter omklædning stod vi i 3 geledder foran instruktør Viborg, som orkestrerede aftenens løjer.

Under første øvelse blev halvdelen af os sendt i vandet langs kanten af bassinet, mens den anden halvdel stod på kanten. Vi skulle nu placere underbenene på bassinkanten, hvor en makker satte sig og holdt vores ben fast. Den stod på mavebøjninger; først i vandoverfladen, dernæst så hovedet kom 45 grader nede i vandet, og sidst så hoved og ryg nåede helt ned ramme bassinmuren i hver gentagelse. Selvom jeg er komfortabel i vand, skulle jeg lige ind i rytmen med vejrholdningen i gentagelserne. Da vi havde lavet tilpas nok mavebøjninger, og havde fået ekstra fordi vi ikke var i takt eller nogen ikke kom langt nok ned, var næste opgave at søge ned med hoved og ryg mod bassinmuren og holde positionen i 3 sekunder, dernæst 5 og til sidst 10 sekunder af et par omgange. Til sidst fik vi 2 ture, hvor vi blev bedt om at holde vejret så længe så muligt i bundpositionen. Jeg husker det som om jeg holdt omkring 27 sekunder og 31 sekunder. Jeg var makker med Ukaleq, og efter første hold havde været igennem, byttede vi, så dem der havde siddet på kanten, fik samme tur.

Da andet hold gik i gang med mavebøjninger, var det tydeligt, at nr. 11, Alexander, som var i vandet til venstre for mig, var presset. Han havde fået ondt i halsen tidligere på dagen og havde allerede inden vi ankom i svømmehallen været skidt tilpas. Han forsøgte at give udtryk for sit ubehag og havde også bedt om at få lov at snakke med lægen inden øvelsen gik i gang, men han fik afslag (måske fordi lægen slet ikke var til stede? Ellers undrer jeg mig meget, da jeg havde indtryk af, at vi altid kunne bede om at snakke med lægen). Instruktørerne udviste ingen medlidenhed med Alexander, og i en kombination af at have det skidt og ikke føle sig lyttet til, mens han kæmpede med undervandsmavebøjningerne, trak han op ad vandet og afgav sit nummer. Det kom som et chok for mig, da han havde virket meget determineret omkring kursus og som en fyr der hvilede meget i sig selv – men måske var det netop sidstnævnte, der fik ham til at vælge at udgå, når han ikke følte sig hørt, især når han var ved at blive syg.

 Efter mavebøjningerne blev vi bedt om at trække i et sæt joggingtøj, som lå klar til os hver, angivet efter nummer. Vi blev sendt ud midt i bassinet, hvor vi skulle træde vande tæt på hinanden. Jeg blev sparket lidt til fra højre, så jeg flyttede mig lidt til venstre, mens nr. 14, Frederikke, nr. 8, Bobby og nr. 6 Momo diskuterede om hvem, der sparkede til hvem, og de kæmpede hver især med at holde sig oppe i vandtrædningen. Efter at have trådt vande i tilpas lang tid, bad instruktør Viborg os om at aftage joggingsættet mens vi fortsat trådte vande. Jeg tog det rimelig stille og roligt, så jeg var sikker på, at jeg konstant havde kontrol over min vandtrædning mens jeg aftog nummer, som jeg tog i munden af frygt for at tabe det, derefter trøje og bukser, og til sidst fik sat nummeret på armen igen. Når vi var færdige, skulle vi trække op ad vandet, og da næsten alle stod på kanten, kæmpede Bobby og Frederikke fortsat i vandet. De blev kaldt ind til kanten nede i bassinet, og jeg troede først, at det var fordi de afgav deres nummer, men de fik en lille pause, muligvis med et par instrukser fra instruktøren, før de begav sig ud i midten af bassinet igen, og denne gang fuldførte opgaven.

Jeg åndede lidt lettet op, for tanken om at blive smidt af kursus ved første fejlede opgave var stressende, så det at det ikke var tilfældet her, var beroligende.

Hovedspring (ikke med i programmet!)

Vi fik aflagt joggingsættet og stod igen i 3 geledder foran instruktør Viborg, som introducerede næste øvelse; hovedspring fra 3-meter-vippen.

Jeg har aldrig udført et succesfuldt hovedspring fra så meget som en bassinkant før (i mine forsøg er jeg landet på maven), så jeg vidste, at det ville kræve mental overvindelse at hoppe med hovedet først fra 3 meters højde. Der var to aspiranter inden det blev min tur, og de to foregående udførte hver især perfekte hovedspring. Da turen kom til mig, bevægede jeg mig op ad stigen og ud til enden af vippen. Jeg havde ingen intention om at hoppe på vippen og sætte af i et kraftigt spring fremad, som de to foregående. Der var rigeligt langt ned fra vippekanten, så jeg skulle ikke tilføje ekstra højde eller kraft ved at blive katapulteret fremad af vippens trampolineffekt. Lige inden start på kursus, havde jeg tilfældigt set en instagram story af en af mine veninder, som var ved at lære hovedspring fra sine veninder, og jeg forsøgte at stille mig foroverbøjet med hænderne over hovedet og skabe en form for halvmåne/bue/omvendt C med kroppen, inden jeg satte af ned mod vandoverfladen og lukkede øjnene. Jeg fornemmede ikke præcis hvordan jeg landede, ud over at det ikke var et rent hovedspring. Efterfølgende fik jeg at vide af de andre aspiranter, at jeg havde lavet en gigantisk maveplasker som havde gjort helt ondt at se på, men personligt mærkede jeg det ikke.

Instruktør Viborg godkendte ikke hoppet, og gav mig et par instrukser i, hvordan jeg skulle holde armene over hovedet, forme en lille trekant med hænderne, som jeg kunne se ud igennem, og sigte den trekant mod vandoverfladen, for at sikre at hovedet kom i først. Jeg forsøgte nu igen med hans rettelser, og det var bedre, men mine arme skulle fortsat lidt længere tilbage for at jeg landede korrekt. Tredje gang er lykkens gang, i hvert fald under aftenens øvelse, for i tredje spring lykkedes det mig at udføre et korrekt hovedspring!

Jeg fik godkendt springet og jeg var ét kæmpe smil. Jeg var så overrasket og stolt af mig selv. Jeg havde aldrig udført et hovedspring før, og nu havde jeg lavet mit første fra en 3 meter vippe?!

De fleste af de andre, fik godkendt deres hovedspring i første forsøg, men Frederikke fik, ligesom jeg, lavet en gedigen maveplasker, og måtte også bruge 3 forsøg på at få godkendt sit hovedspring. Ukaleq fik overroteret under sit spring og ramte vandet med overstræk i lænden, hvilket gjorde ret ondt på hende, til et punkt hvor hun nærmest var svimmel, men hun blev alligevel bedt om at gentage springet 2 gange, før hun fik det godkendt.

Da alle havde været igennem og vi igen stod i geledderne foran instruktør Viborg, som afsluttede øvelsen og spurgte, om vi havde nogen spørgsmål, rakte jeg en hånd i vejret.

”Det er ikke et spørgsmål. Jeg vil bare sige tusind tak. Jeg har aldrig lavet et hovedspring før, så tusind tak for at lære mig det! Det var virkelig vildt.” Frederikke rakte en hånd i vejret og tilsluttede sig min begejstring og taknemmelighed. Instruktør Viborg smilede over hele ansigtet, og det var tydeligt, at det betød noget for ham at kunne videreformidle sine færdigheder og lære os nye kundskaber, andet end blot at svinge pisken som instruktør.

Aften og MAD!

Hjemme på basen var vi trætte, men de fleste glade, og humøret fik et ekstra nyk op, da instruktør Erik kom ind i sovesalen med en stor flamingokasse i hænderne. Det kunne kun betyde én ting: MAD! Rigtigt nok gemte der sig to mellemstore lasagner, en vegetarisk og en med kød. Da vi alle var kødspisere, skar vi de to lasagne op i 9 lige store stykker og delte dem ud i vores respektive spisekar. Jeg mindede de andre om ordene ”Det du har i maven, kan inden tage fra dig” med tanken om, at deltagerne i en tidligere sæson var blevet kaldt på øvelse få minutter efter at have modtaget en lasagne, som kun én havde nået at spise af. Med de ord kastede vi maden i os som grådige dyr, der ikke havde spist i flere dage.

Til vores glædelige overraskelse, blev vi ikke kaldt på flere øvelser den aften, og solen var også for længst gået ned. Vi blev i dag bedt om selv at udforme en vagtplan for nattevagterne, og jeg blev tildelt 01:00-02:00 sammen med nr. 12, Ukaleq. Ud over at nattevagterne forpurrede vores nattesøvn, var de egentlig ret hyggelige at have sammen. Det var en mulighed for at komme lidt tættere på sine medaspiranter, eftersom man havde en hel time sammen i den stille nat, hvor der stort set intet skete, ud over toiletbesøg fra vores medaspiranter, som troligt blev noteret med klokkeslæt i vagtbogen.

Foto credit: Lars. E. Andreasen / TV2 + screenshots fra programmet.