Foto credit: Lars. E. Andreasen / TV2 + screenshots fra programmet.

Vi starter hvor vi slap i “Dag 4” på bloggen (eller lidt før). Here it goes:

”Nu kender i runden” sagde instruktør Rat ”Når vi går i gang igen fortsætter vi, indtil der er én, der har afgivet sit nummer”.

Wow for en udmelding. Det var jo den rene likvidering.

Vi blev sat i gang, og på trods af at vi ikke anede, om vi ville være her hele natten, fortsatte jeg i det tempo jeg slap. Så måtte jeg ramme muren på et tidspunkt, jeg skulle i hvert fald ikke give et indtryk af, at jeg slappede af. Selvom jeg havde indstillet mig på, at jeg aldrig ville give op, var det en skræmmende tanke, at én af os skulle overgive sit nummer, især fordi jeg virkelig følte at hver og én af os fortjente at være her, og jeg havde ikke lyst til at tage oplevelsen fra nogen af de andre.

Vi nåede dog lige præcis én runde af hvert; kravl, træstub, vanddunk, inden vi blev stoppet. Der var allerede blevet afgivet et nummer. Nr. 03, Patricia, var afgået fra kursus. Jeg havde godt lidt set den komme, for det er utroligt svært at hive sig selv op, når man først er knækket og er ked af det. Jeg følte virkelig med hende, og jeg håbede ikke at hun havde givet sit nummer for vores andres skyld, men at det rent faktisk var fordi hun ikke kunne give mere.

Vi blev derefter bedt om at samle tingene sammen, og slæbe en træstub og en vanddunk hver, ned til det sted vi havde taget dem fra. Jeg ved ikke hvem af os der havde hørt forkert, men vi besluttede os, uden at der blev sat ord på det, for at slæbe alt materiel ned, og ikke kun én af hver. Det betød, at vi måtte løbe flere gange op og ned ad klitterne, og instruktørerne påpegede efterfølgende, at vi skulle lære at høre efter. Den smule ekstra arbejde vi gav os selv på tilbagevejen, var dog peanuts i forhold til, hvor meget vi skulle have slidt og slæbt gennem natten, hvis ingen havde været villig til at give op og overdrage sit nummer.

Vi blev kørt tilbage til basen og kunne gå i seng efter en lang og opslidende dag, som havde været stressende både grundet alle de stopprøver, vi vidste at vi havde udsigt til, uden at vide hvad de var, samt det fysisk hårde arbejde i forskellig form gennem hele dagen.

Rat sendte os i seng med en kommentar om, at den stolthedsfølelse vi havde følt gennem dagen, hver gang vi klarede en stopprøve, den skulle vi nok få rig mulighed for at føle igen! Der er intet som en lille stressbold at krybe til køjs på.  😉

Grundet det faldende aspiranttal havde vi natten mellem dag 4 og dag 5 solo-nattevagter. Det var ret nervepirrende, for det sidste man ville risikere, var at falde i søvn på vagten, det er en direkte dødssynd! Jeg havde vagt fra kl. 3-4, og jeg sørgede for ikke at have det alt for varmt, så jeg ikke blev lullet i søvn. Jeg benyttede tiden alene til at skrive tanker ned, der ville sætte mig endnu bedre op til de kommende døgns udfordringer. Tanker om, hvor taknemmelig jeg var for at få denne helt unikke mulighed for at udvikle mig og lære, hvordan jeg ville gå til opgaverne, og hvem jeg gerne ville være på kursus. Det er en god måde at minde sig selv om sit ‘hvorfor’ løbende, så man kan hive det frem, hvis/når man bliver ekstra presset, og tiden alene under nattevagten var den ideelle mulighed for at repetere dette. Jeg brugte den resterende tid på at øve de nu 5 vers vi skulle kunne af ‘I østen stiger solen op’ Vi var endnu ikke blevet bedt om at synge den, men jeg ville være klar hvis det blev aktuelt. Således gik den frygtede solovagt forholdsvist hurtigt.

Øvelse 1 – Ishul

Om morgenen 8:15 trådte vi an med rygsæk og løb derefter efter en af instruktørerne ud i skoven, hvor vi efter et stykke tid blev sat langs en sti. Vi blev kaldt hen én ad gangen, og selvom man ikke skal forsøge at gætte på, hvad der skal ske, da man ofte spilder energi på det og ikke gætter rigtigt, kunne jeg alligevel ikke lade være med at forberede mig mentalt på det værst tænkelige. I det moment var det værste jeg kunne forestille mig, at vi blev sænket ned i et kar med is i en form for konkurrence om, hvem der kunne blive længst. Så på trods af, at det aldrig har været med i de foregående sæsoner, og vi var midt ude i en skov, hvor der ikke var nogen tegn på is eller sø i nærheden, var det det jeg mentalt forberedte mig på. Mens de første to var blevet kaldt frem og jeg var den næste i rækken, fik jeg nævnt det for min sidemakker, da vi gættede på hvad der skulle til at ske.

Jeg aner ikke om det har været skæbnen eller en sjette sans i det moment, men da jeg blev kaldt frem og rundede hjørnet til instruktørerne, var der intet mindre end et hul i jorden fyldt med is foran mig. Jeg smilede lidt indvendigt af det tragikomiske sammentræf. Jeg aflagde min rygsæk ved instruktør Rune, og blev derpå sendt ned i ishullet foran Ratshack.

Rat bad mig sænke mig helt ned til skuldrene var i, og kun hovedet var fri af isen.

Herefter fulgte en længere seance, hvor Rat kontant stirrede i mine øjne mens han stillede 10 spørgsmål. Han trak tiden mellem spørgsmålene og bad mig blandt andet nyde udsigten af solen, og kommenterede at jeg så ganske komfortabel ud, så her kunne jeg vel sidde længe. Det var egentlig heller ikke slemt til start, og det der blev værst undervejs var hænder og fingre. Jeg har siddet i kolde bade derhjemme, men aldrig i decideret is, og aldrig så lang tid at mine hænder gik fra at være kolde, til smertende, til følelsesløse. Det var som at have to betonklumper der sad i forlængelse af mine arme. Jeg var på trods af kulden i stand til at holde et godt overblik og svare korrekt på 8 ud af 10 spørgsmål, som blandt andet gik på, hvem der var den 3. aspirant til at forlade kursus, numrene på de tilbageværende aspiranter, første linje i 3. vers af ”I østen stiger solen op” m.m., dog fuckede jeg op i 7×8, hvor jeg kom til at svare 54, hvilket resulterede i at jeg skulle have hovedet ned i isen. ”56” rettede jeg derefter, og så var det kun sidste spørgsmål, som jeg ingen chance havde for at svare korrekt på ”hvad er nummerpladen på lastbilen?”, noget jeg på intet tidspunkt havde registreret, så hovedet måtte i isen igen. Jeg fik lov til at sidde indtil Rat og lægen formentlig mente at det var ”nok” (jeg gætter på at de ventede til bestemte kuldetegn ved hver aspirant?), og da jeg blev kaldt op, måtte jeg rulle mig op ad hullet, da mine arme ikke virkede. Jeg ser nu i programmet, at jeg sad i ishullet i over 7 minutter!

At løfte min rygsæk op for at tage den med over til lastbilen var også en hel opgave i sig selv og jeg måtte tale højt til mig selv for at få taget mig sammen til at få den opgave løst. I lastbilen sad Patrick, Frederikke og Ukaleq klar til at hjælpe mig med at få skiftet tøj og varme mig op. Selv efter alle var kommet tilbage til lastbilen, rystede jeg fortsat ukontrollerbart, og min krop havde virkelig svært ved at generere varme. Jeg husker ikke at jeg nogensinde har været så kold, mens jeg stadig har været til stede vel og mærke (jeg har tidligere haft hypotermi til et race, men der opdagede jeg ikke hvor underafkølet jeg var. Jeg faldt bare i søvn og i momenter mistede bevidstheden).

Øvelse 2 – Skydebane

Vi blev kørt tilbage til basen og sovesalen, hvor vi fik lidt tid til at varme op, inden dagens næste øvelse.

Dagens næste øvelse var endnu en individuel opgave. Enkeltvis skulle vi gennem en handlebane iført skudsikker vest, høreværn, hjelm og gevær. Vi skulle bevæge os gennem en krigszone og fik besked på at være handlekraftige og skyde alle fjendtlige personer, men at der også ville være civile undervejs. Instruktør Erik førte mig gennem banen i et højt tempo, og der blev kastet røgbomber og civile løb os i møde fra start. Vi strøg ind og ud af bunkere, og jeg orienterede mig oppe og nede, da vi kom ud i terrænet, og var konstant klar til at åbne ild mod fjender. Jeg handlede hurtigt og instinktivt uden overhovedet at tænke, og jeg fik skudt alle fjenderne på vejen. På vej ud af sidste bunker stod en fjende med gevær, men hænderne oppe, og ham skød jeg derfor ikke. Øvelsen sluttede derefter, og jeg blev spurgt til, hvorfor jeg ikke skød sidste mand, hvilket heldigvis var den rette betragtning og beslutning. Jeg gav selv udtryk for over for instruktøren, at jeg synes det havde været en fed øvelse, da jeg fandt ud af, at jeg faktisk er utrolig handlekraftig og at jeg godt kan skyde når det gælder, samt træffe de rigtige beslutninger under pres. Inden kursus havde jeg været i tvivl om jeg ville fryse, hvis vi blev bedt om at skyde, men når man er i kampen, tænker man ikke over, at det er mennesker man skyder eller menneskeliv man tager, man handler instinktivt med tanken om at skyde eller blive skudt. Det var en ret interessant læring.

Jeg tror det var efter denne øvelse, at jeg kom til at snakke med et par af de andre aspiranter om, at jeg overraskede mig selv ift. at jeg også havde en ”aggressiv” side i mig, noget der ellers aldrig kommer til udtryk i min hverdag.

Det er vildt, hvordan alle lagene blev skrællet af så hurtigt på kursus, og jeg fandt mig selv sidde og dele detaljer om mit liv, som jeg normalt holder til mig selv og mine allernærmeste, med mennesker jeg kun havde kendt i 4 hele dage. Det føltes som noget af det mest naturlige, og jeg skænkede det ikke en tanke. Vi havde alle delt ting fra vores fortid i løbet af de seneste dage, og jeg følte mig utroligt tryg ved menneskerne omkring mig. Vi var allerede blevet en stærk sammentømret flok, en familie.

Øvelse 3 – “Cage crawl”

Tidlig eftermiddag ventede næste opgave, denne gang en kortere en ad slagsen. Vi blev én ad gangen kaldt hen til instruktør Viborg, som stod foran en lavvandet grumset å, hvori der lå et gitter, et væltet træ, samt endnu et gitter, der hver især dækkede åen. Opgaven var at bevæge sig under gitteret på ryggen, under træet på maven og under sidste gitter på ryggen. Fokus var på en kontrolleret gennemgang, hvor roen blev bevaret. Jeg smilede instinktivt, da jeg så gitteret henover åen ’Det er jo Cage Crawl!’ tænkte jeg (en forhindring jeg kender fra OCR, hvor man netop svømmer på ryggen under et gitter kun med hovedet lige over vandoverfladen).

Jeg mærkede hurtigt at gitteret over åen var tættere på vandoverfladen end ved forhindringen jeg kender, så jeg kunne kun akkurat få ansigtet op over vandoverfladen, når jeg skulle trække luft, og ellers holdt jeg hovedet helt nede i vandet. Det gik dog som smurt, og jeg fik også et ”godt klaret nr. 9” med på vejen.

Øvelse 4 – Mission i bunkere

Tilbage på basen fik vi vasket vores tøj for mose/å-vand og fik styr på vores ting, inden vi skulle stå klar til dagens næste øvelse. Vi blev sendt på lastbilen og blev kørt et godt stykke ud til en form for fort, hvor der var bunkere ud til vandet. Vi blev sendt op på et græsstykke med tandbeskytter, og først troede vi, at vi skulle bokse imod hinanden, men da vi fandt ud af at øvelsen igen var individuel, kunne det ikke være tilfældet. Vi forberedte os dog alligevel til kamp, da vi blev iført MMA-handsker og hjelm, mens vi ventede på at det blev vores tur. Frederikke og jeg var de sidste tilbage, og vi havde virkelig frosset i skyggen mens vi ventede. Det var altid svært at vurdere hvor meget tøj, man skulle tage på, og efter at have overophedet med ved gummibådsøvelserne på dag 3, havde jeg hellere for lidt end for meget tøj på.

Da det blev min tur, blev jeg kaldt frem til instruktør Rune, som forklarede, at øvelsen var en handlebane, som skulle gennemføres på tid, men med fokus på at klare opgaven. Opgaven var at jeg skulle gennemsøge 4 bunkere og finde frem til en blå kuffert, som jeg skulle overdrage til Rune ved bunker nr. 4. Undervejs ville jeg møde forhindringer, som jeg skulle kæmpe mig igennem.

Ved første bunker var indgangen blokeret af store paller og brædder, og det tog mig noget tid at bryde igennem dem, så jeg blev lidt frustreret over mig selv fra start. Inde i bunkeren sørgede jeg for at kigge rundt om alle hjørner, i alle små huller i væggene og i alle kroge. Videre til bunker 2, hvor jeg i det ene rum blev mødt af 2 boksere, som trængte mig op i en krog. Jeg gav igen, og forsøgte at bevæge mig mod udgangen, mens de forsat boksede på mig. ”Break!” blev der råbt, og jeg slap fri. Videre til næste rum, hvor der stod en brun sofa, men intet andet. Jeg blev trukket videre og ud. Ind i 3. bunker, og her var et rum med en rød kuffert og en blå taske. Jeg overvejede kort, om jeg skulle gå ind og afsøge rummet yderligere, men jeg tænkte, at tricket i det rum måtte være, at man skulle blive forvirret over de to objekter og muligvis komme til at tage den røde kuffert eller den blå taske med ud, så der var nok ikke andet at se her. Ude af bunker 3 løb jeg op ad en bakke, hvor instruktør Viborg stod og bad mig lave pushups og mavebøjninger i et højt tempo indtil han syntes at jeg var forpustet nok, hvorefter han sendte mig videre ned mod bunker 4, hvor instruktør Rune stod.

Forvirret kiggede jeg rundt, da det ikke var en reel bunker, men mere end åben plads, og Rune stoppede mig. ”Hvordan gik det nr. 9?” jeg så endnu mere forvirret på ham ”jeg har jo ikke en blå kuffert med, så jeg har jo ikke klaret opgaven. Men jeg har jo også kun været i 3 bunkere?” Rune pegede på en dør ved siden af mig, som måtte være den, der ledte ind til sidste bunker, men der var en lås på døren. Han spurgte hvad jeg havde set i rummet med kufferten og tasken, og jeg måtte bekende, at jeg lige i dét rum ikke havde været observant nok, i forhold til hvad jeg ellers havde været i alle de andre rum og bunkere. Der havde ligget en lille sammenkrøllet papirlap med en talkombination, som kunne have åbnet døren til sidste bunker. ”Det er godt nok skuffende!” udtrykte jeg, hvortil han spurgte hvorfor ”fordi jeg mener jeg burde have klaret det bedre!”.

Jeg blev sendt op til lastbilen, tydeligt frustreret over min egen præstation, hvor jeg, som Rune rigtigt påpegede, havde haft lidt for meget fokus på fart frem for opgaveløsning. Det viste sig, at ingen havde formået at løse opgaven. Selvom jeg ikke ønskede nogen af mine medaspiranter noget dårligt, var det en form for trøst, at det ikke bare var mig, der havde været helt blind. Det havde reelt været en ret svær opgave, og den seddel kunne lige så vel være tabt af en kameramand, som en af de andre sagde, men ikke desto mindre skulle vi have afsøgt den, hvis vi havde set den ligge der, hvilket det ikke lod til at nogen af os havde.

Et kæmpe chok

Der var gået en del timer med sidste øvelse og vi kom sent hjem. På basen fik vi at vide, at vi skulle hvile, men kun i en form, hvor vi ville kunne stå klar på 5 minutter, når vi blev kaldt til antrædning. Vi anede ikke om det betød, at vi skulle mere til aften, eller om det ville være en natopgave. Solen var allerede gået ned og klokken var omkring 22:30-23:00, så vi besluttede at gå i seng og have alt stående klar til når vi muligvis blev kaldt ud om natten. Vi manglede fortsat aftenens afsluttende ord fra instruktørerne, så vi afventede lidt, og pludselig kom Ratshack løbende ind på sovesalen og råbte ”UD!!! ALLE UD NU!!!” Vi fik hverken lov at tage uniform på eller væskebælte med, jeg nåede knapt nok at få mit nummer på armen, før vi stod ude på pladsen iført stort set ingenting. (…)

Her stopper jeg dagbogen for dag 5, da jeg ellers ville afsløre ting der endnu ikke er vist på TV.
Resten følger i næste blogindlæg i forbindelse med næste udsendelse!