Foto credit: Lars. E. Andreasen / TV2 + screenshots fra programmet.

Vi starter hvor vi slap i “Dag 7” på bloggen. Here it goes:

Noget tid efter vi havde spist blev vi kaldt op og skulle stå ret foran instruktørerne, hvor Rune førte ordet. Han fortalte, at den fysiske øvelsesbane vi havde gennemført tidligere på dagen, var en tillidsprøve, der skulle teste vores integritet og hvorvidt instruktørerne kunne stole på os. Der havde været skjult små kameraer ved hver øvelsesstation, som havde afsløret om vi udførte øvelserne korrekt. Jeg husker at jeg stod og blev sindssygt nervøs, fordi Rune så meget alvorlig ud, og det føltes som om han kiggede lige ind i min sjæl, når hans blik ramte mig undervejs i hans tale. Dette var på trods af at jeg havde udført øvelserne efter bedste evne og jeg endda havde tilføjet ekstra pushups til sidste station, men jeg ved at man under pres kan lave fejl, og i og med det var på tid blev jeg pludselig bange for om jeg havde haft flere no-reps undervejs. Følelsen aftog dog hurtigt, da han tilføjede at én aspirant ikke havde udført én eneste af stationerne korrekt. Nu vidste jeg, at det ikke kunne være mig der stod for skud, men jeg var samtidig forvirret, for en af stationerne var mavebøjningerne, og ALLE kan da udføre mavebøjninger korrekt tænkte jeg, især eftersom vi havde udført rigeligt af dem som belønninger undervejs på kursus.

”Nummer 12, jeg skal bede dig træde frem og afgive dit nummer”. Jeg var målløs og forvirret. Som sædvanligt fik vi ikke lov at stille nogen spørgsmål men så bare Uka træde frem, aflægge sit nummer og gå væk. (Med den måde de lagde det ud på, forestillede jeg mig i momentet at Uka slet ikke havde udført øvelserne, men i programmet kan man se, at det handler om at hun ikke lever op til standarden. Hun laver gentagelserne, og jeg tænker at det på det her tidspunkt i kursus handler om manglende overskud, der gør at hun prioriterer fart over korrekthed).

Vi andre blev sendt tilbage til vores rygsække, hvor vi hvilede indtil solen, nærmede sig nedgang, og vi blev kaldt frem for at betragte den og nyde udsigten over Skagerrak. Vi havde haft skyfri himmel fra solopgang til solnedgang, og det var uden tvivl en eventyrlig dag, som vi sent vil glemme. Mens vi sad og nød solnedgangen, fik vi dagens sidste opgave; tag din notesbog frem og skriv navnene på de 2 aspiranter, du helst vil have ved din side, når alt brænder på. Med andre ord, skulle vi vælge hvilken af de tilbageværende aspiranter vi havde mindst tillid til. Det var ikke en rar opgave. Vores sedler blev samlet ind og instruktør Rat kom tilbage kort efter med beskeden ”Tak. Det var brugbart”. Mere hørte vi ikke til det, indtil videre. (Vi endte aldrig med at skulle bruge den opgave til noget).

Kort efter solnedgang skulle vi stå klar med vores rygsække, hvorefter vi fulgte instruktør Erik gennem klitter, krat og skov med pandelamper på samt en tung vanddunk på slæb. Jeg var nervøs for, om en kommende opgave bestod i selv at finde tilbage til stranden igen, så jeg forsøgte at orientere mig undervejs, men vi fulgte ikke stier, så det var virkelig uoverskueligt og ruten virkede meget tilfældig.

Da Erik mente at have fundet et passende sted inde i skoven fik vi besked på selv at finde ud af hvordan vi ville sove, slå bivuak op osv., og vi blev spurgt, hvor lang tid vi skulle bruge på at stå klar efter morgenvækning. Jeg svarede en time, men det blev ikke godkendt, og Casper bød ind med 20 minutter, som Erik tog med det samme. Med udsigt til kun 20 minutter til at stå op og pakke soveposer, liggeunderlag, bivuakker m.m. sammen den kommende morgen, vidste jeg at jeg måtte sove med alt tøjet på og håbe at mine endags-kontaktlinser kunne holde 2 dage. Vi fik slået lejr forholdsvist hurtigt og vi lå tæt for at holde varmen. Jeg fik dog ikke meget søvn, nok nærmere intet, men jeg fik hvilet, og det måtte tælle for hvad det var. Vi kom i seng omkring kl. 22:30 og blev vækket (dem der sov) næste morgen kl. 04:00.

Dag 8

Øvelse 1 – March for morgenmad

Vi blev vækket af instruktør Erik kl. 04:00 og havde 20 minutter til at pakke vores lejr og bivuakker sammen og stå klar. Jeg havde beholdt kontaktlinserne i fra dagen før og sovet i mit tøj, da jeg vidste at der ikke ville være tid til andet end at pakke lejren ned.

Med pandelamper på blev vi ført ud af skoven ned til stranden, hvor vi fik dagens første opgave: tilbagelæg 8km langs stranden på max 2 timer, hvis I vil have morgenmad. Flere steder undervejs ville der være udløbende åer, som vi kunne vælge at krydse direkte gennem eller rykke ind i landskabet for at krydse dem via broer.

Vi lagde ud i et godt tempo, men jeg kunne godt mærke at jeg var presset denne morgen, hvilket jeg også gav til kende over for holdet, så de var forbedret på at jeg nok gik lidt ind i mig selv. Jeg havde stort set ikke fået sovet og rygsækken trykkede skarpt mod min ene hofteknogle efter jeg var blevet mere afpillet, så kunne godt mærke at jeg var presset fra morgenstunden. Det betød at jeg gik lidt ind i mig selv undervejs på marchen, men vi havde alle op- og nedture på forskellige tidspunkter i kurset, hvilket der selvfølgelig også skulle været plads til, og vi arbejdede som et hold. Vi holdt et godt tempo og nåede checkpointet et kvarter før tidsgrænsen.

En lille indskydelse om, hvor trætte vi var og hvor lidt vores hjerner fungerede på det her tidspunkt i kursus; Undervejs på marchen fik Aske kaldt de udløbende åer, vi skulle krydse, for floder og hjulspor, vi passerede i sandet, for “bilfodaftryk”. De små momenter af manglende hjernekapacitet fra os hver især bragte smil og grin frem, og det var med til at løfte stemningen og humøret hos nogle ellers trætte aspiranter. 😄

Fremme ved destinationen fik nu et lille hvil til at varme vand til kaffe/te og spise vores morgenmad, som var en tebolle med ost.

Dernæst blev vi kaldt op på lastbilen, afsted mod dagens næste udfordringer. Klokken var kun 7:30, og dagen kun lige begyndt.

Øvelse 2 – Tung handlebane

Vi stod af lastbilen i en skov, hvor vi afventede at blive kaldt til dagens næste opgave én ad gangen. Det var en handlebane med tunge objekter, som skulle gennemføres hurtigst muligt: løb med en lang træstamme, kravl med en tung ammunitionskasse under snubletråd, løb ned ad en stejl skrænt, saml en kævle op og tag den med retur op ad skrænten, løft en tung vanddunk/jerry can og følg et reb, der fører den gennem (over/under) en række forhindringer (lang bane), forcer 3 balancebomme af lange træstammer og traverser hen over en snor med hænderne på en snor ovenover.

Med mine 47,5kg  ved kursusstart (som nu nok nærmere var blevet til 45), var en tung handlebane mit nemesis, men jeg gik til den som til alt andet hele ugen; jeg gav mig 100% hele vejen, med pulsen helt oppe i halsen og ild i øjnene! Jeg keglede rundt med nogle af objekterne og tabte den tunge jerry can og træstubben undervejs og jeg hyperventilerede hele vejen. Den tunge jerry can skulle blandt andet bakses op og hen over to vandrette ‘bjælker’ og her blev jeg virkelig udfordret, da jeg, ud over at være presset på vægten, ikke kunne nå den øverste bjælke, så jeg måtte op og sidde på den nederste og forsøge at balancere vanddunken med mig. Det var her jeg tabte vanddunken og den rulle hele vejen ned ad den stejle skrænt, som jeg havde hentet træstubben op fra inden.

Jeg fik et ”godt arbejde nr. 9”af Viborg efter gennemførslen, på trods af at jeg havde den dårligste tid på 11+ minutter (de andre havde 5-7 min). Tårerne trillede af udmattelse da jeg efterfølgende kom op til de andre, og det var tydeligt på ottendedagen at følelserne sad uden på tøjet.

Øvelse 3 – Våbensamling i vandtank

Ikke længe efter blev vi kørt til dagens næste opgave. Det var endnu en individuel øvelse, og vi anede ikke hvad der ventede os. Casper blev kaldt frem først, og der gik en rum tid før en af instruktørerne kom og kaldte mig frem som den næste. Jeg havde en idé om, at vi ville blive testet i at samle og skille et våben ad i løbet af dagen, da vi endnu ikke var blevet testet i dette, men det der ventede om hjørnet havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig.

Foran mig stod en vandtank med et gitter henover og instruktør Viborg, som bad mig skifte til badetøj og tage et blybælte på. I bunden af vandtanken lå et gevær splittet i 7 dele, som skulle samles under vandet. Gitteret der dækkede toppen af vandtanken, var omkring 10 cm over vandoverfladen, så når der skulle trækkes luft var det kun munden, der kunne komme fri op igennem gitterets firkanter.

Da jeg kom ned i vandtanken, opdagede jeg hurtigt at vandet var meget grumset og alt var utydeligt. Jeg kunne intet se. Hvad der gik op for mig efterfølgende var, at jeg havde mine kontaktlinser i, hvilket slørede mit syn helt til under vand. Jeg kunne ikke se nogen af våbendelene under vandet og jeg svømmede rundt i blinde og mærkede mig frem på bunden. Jeg fandt en masse forskellige dele og forsøgte at skabe overblik ved at løfte dem over vandet mens jeg trak luft, men det var tydeligvis ikke tilladt, og jeg blev bedt om at holde delene under vand samt udelukkende samle tingene under vandet.

Jeg fumlede rundt, og selv de største dele, kolben og piben, var så slørede at jeg slet ikke kunne finde ud af, hvor de skulle sættes sammen henne, da jeg hverken kunne se eller mærke de små splitter, der skulle trykkes ud, eller aligne hullerne. I kombination med den klaustrofobiske følelse, når der skulle trækkes luft gennem de små huller i gitteret, det kolde og grumsede vand, virkede det pludselig som en helt umulig opgave, og for første gang i hele kursets 8 døgn fik jeg tanken ‘det her kan jeg ikke’.

De negative tanker trykkede sig på, og det var lige før de havde fået taget i mig, da jeg slet ingen fremskridt havde med projektet, og jeg ikke kunne se mig ud af det eller finde en løsning på at samle et våben i blinde uden luft. I det øjeblik tog stædigheden og fanden dog ved mig, og jeg nægtede at give op. Om jeg så skulle blive en hel time i det kar, til jeg ikke kunne mærke eller bruge mine hænder længere, var det hvad jeg ville gøre. Jeg fandt ind i en rytme med at trække luft i lidt længere tid ad gangen mens jeg planlagde hvad min næste træk skulle være under vandet, så jeg ikke blot fumlede rundt. Jeg fik efter lang tid alignet den ene split på kolben med pibens tilsvarende hul, og lirkede og lirkede i hvad føltes som en uendelighed, før det endelig gik i hak. Nu vidste jeg at jeg havde resten hjemme, for nu sad de to mest væsentlige dele sammen. Jeg svømmede rundt i blinde og fandt de resterende dele, som jeg fik sat sammen inden jeg til sidst kunne løfte det samlede våben op til overfladen til tjek.

Jeg havde klaret hvad der havde føltes som en helt umulig opgave, og jeg fattede ærligt ikke hvordan jeg var nået dertil. Jeg kom op ad tanken, rystende og gennemkold (jeg har efterfølgende fået at vide, at jeg var i vandtanken i 16 minutter!). Jeg fik taget mine ting og mødtes med Casper, som gjorde alt hvad han kunne for at hjælpe mig med at få varmen, da min krop nu var begyndt at ryste fuldstændigt ukontrolleret og verdenen flimrede for mine øjne. Jeg kunne ikke tænke klart, og det tog mig en krig at få skiftet tøj og bevæget mig rundt for at forsøge at generere varme. Den kaffe Casper varmede til mig fløj ud til alle sider så snart jeg fik koppen i hænderne på grund af mine rystelser, og jeg havde slet ikke styr på hverken hoved eller krop. Det er syret at tænke tilbage på at have været så underafkølet hele to gange på en uge, at det tog hvad der føltes som timer, før jeg fik kontrol over min krop igen. Instruktør Erik kom gentagne gange hen og mindede mig om at holde mig i bevægelse, da den voldsomme ukontrollerede rysten kom tilbage så snart jeg stod stille i et kort øjeblik. Han kom sågar med en energibar til Casper og jeg for at give energi til opvarmning af systemet, og i samme ombæring fik vi meldingen om, at vi nu var 2 aspiranter tilbage på kursus.

Jeg blev først chokeret, men med tanke på, hvor ubehagelig og umulig opgaven havde føltes for mig, som normalt har det fint i både vand og med dykning, kunne jeg forestille mig hvor traumatisk en oplevelse det kunne have været for de andre. Jeg synes personligt klart, at det var den mest voldsomme udfordring vi havde været udsat for på kursus. Havde jeg ikke været blind under vandet havde jeg muligvis set anderledes på det, men jeg kom først i tanke om mine kontaktlinsers indvirkning senere hen, og troede til at starte med at vi alle havde haft et så sløret syn under vandet, hvilket kun bidrog til det voldsomme ved øvelsen.

Øvelse 4 – Handlebane i færdigheder og fokus

Casper og jeg havde lang ventetid i solen efterfølgende. Jeg vandrede dog fortsat op og ned ad vejen og lavede øvelser iført hue, vanter og halsedisse i de 17-18 graders varme.

Næste øvelse der ventede, var en handlebane, der skulle udføres på tid, med fokus på detaljen. Endnu en individuel test. Ved start lå en presenning med 10 objekter, som man havde 30 sekunder til at memorere. Derpå skulle man løbe til en lagerhal, hvor 10 vanddunke med numre, skulle placeres rundt omkring i bygningen. Derefter løb man til instruktør Rat, der ventede i en anden hal, hvor man fik instruktion om at skulle samle farvede våbenmagasiner op fra en kasse og placere i andre kasser: ”saml to hvide, to sorte og ét gult magasin op fra den blå kasse. Placer et hvidt og et sort magasin i den gule kasse og et hvidt og et gult magasin i den røde kasse og kom retur til mig”. Jeg tænkte mig godt om og fik afleveret det sidste sorte magasin til Rat, hvilket var korrekt. Derefter løb jeg til instruktør Rune, hvor jeg fik beskeden ”start ved denne lygtepæl og gå 255 grader i 50 meter, og derefter 145 grader i 50 meter”. Jeg indstillede kompasset korrekt og gik kursen, men fik talt for få skridt ift. terrænet, så jeg endte ikke det helt korrekte sted (jeg fik det ikke at vide undervejs, men jeg vidste, at jeg manglede skridt, da jeg endte ved en mur). Derefter skulle der løbes retur til start, hvor instruktør Rune stod ved presenningen og bad om at få opremset de 10 objekter. Jeg havde lavet en sang i hovedet fra start, som jeg forsøgte at synge konstant i hovedet under de forskellige opgaver, og det lykkedes mig at nævne alle 10 genstande til slut. Jeg kan endda stadig rytmen; ‘Kniv, kompas, lygte, ur, pande, (hænge)lås, flaske, høre(værn), se (kikkert), (notes)bog’.

Slikkassen

Vi blev sat til at vente ved en vej igen. Det var tidlig eftermiddag, og jeg tænkte at optagelserne måtte slutte senest omkring kl. 17, da jeg vidste at vi skulle tilbage på hotel og spise om aftenen og overnatte til næste dag, og ingen af de tidligere sæsoner er afsluttet i mørke. Jeg var dog forberedt på en sidste test, en march eller lign., og jeg var fortsat nervøs for, hvornår jeg var i ‘sikker havn’. Efter en del ventetid kom instruktør Erik pludselig gående med en stor kasse med slik og sodavand. Først tænkte jeg at det var et tegn på at vi skulle bruge ekstra meget energi til en sidste opgave, men det var en større mængde end vi nogensinde havde fået, så det virkede næsten for godt til at være sandt. Han overrakte os kassen med ordene ”Der kommer til at være noget ventetid, nok en times tid. Men nu mangler der kun et lille hop”. Casper og jeg kiggede på hinanden og kunne næsten ikke tro det. Vi havde gjort det!

Den efterfølgende tid på den grusvej med slik og sodavand i solen og tid til at suge det hele ind og dele følelser og tanker, er en tid jeg sent vil glemme. Der blev grint og grædt og delt en masse minder fra de forgangne otte dage. Casper, der er vant til udspring, kunne nu slappe helt af, men for mit vedkommende (da jeg ikke er glad for udspring) ventede den sidste prøve. Jeg vidste at jeg ville gøre hvad end jeg blev bedt om, det gjorde ikke nervøsiteten og spændingen mindre. 

Selvtillidsprøve – Et sidste hop

Vi blev kørt til Frederikhavn havn, hvor alle instruktørerne stod foran os, og en trapez dinglede fra en kran. Casper var første mand til selvtillidsprøven, som bestod i at tage fat i trapezen og blive hejst op i luften ”værsgo’!” kunne give slip og lade sig falde i havnen (da jeg spurgt efter øvelsen hvor højt vi havde hoppet fra, påstod Rasmus, der var deltageransvarlig på produktionen, at det var 11 meter, men jeg var selv overbevist om at det mindst var 12-15 meter. Da jeg så programmet og så der stod 18 meter, råbte jeg instinktivt “18 METER?!?!?! JEG VIDSTE DU LØJ!!!” Skud ud til Rasmus 😂).

Da det blev min tur fik jeg svedige håndflader og blev pludselig ekstremt nervøs for, om jeg ville kunne holde grebet om trapezen indtil jeg fik ”go” til at give slip. Jeg knugede mit greb hårdere end nogensinde om den trapez, og jeg følte at kranen løftede mig længere og længere op, meget højere end hvad jeg mindes de 10 meter i Greve svømmehal at være. ”Værsgo!” lød det fra jorden, og jeg tøvede et sekund, før jeg gav slip, lukkede øjnene og trak armene ind til siden. Jeg ramte vandet halvt på benene og derefter nærmest på hovedet (sådan føltes det).

Jeg fattede ikke hvad der lige var sket, og da jeg tog fat i stigen for at komme op ad vandet væltede tårerne frem ”Jeg fatter ikke at jeg lige har gjort det her!” hulkede jeg ud igennem alle mine glædestårer. Jeg stillede mig op ved siden af Casper med hovedet begravet i hænderne og tårerne der fortsat væltede frem. Jeg græd og græd (meget mere end de viser på TV 😂) og jeg var i fuldstændig chok over hvad der lige var sket og alt hvad jeg havde præsteret over de sidste 8 døgn. Nu stod jeg her. Ved enden. Som gennemfører. Som én ud af to. Som den eneste kvinde. Som den mindste i hele feltet.

Jeg gav udtryk for min kæmpe taknemmelighed over for instruktørerne og for at have fået den her sindssyge mulighed og oplevelse for livet. Det var alt hvad jeg havde turde drømme om og SÅ meget mere til. Det hele var så uvirkeligt, og er det stadigvæk.

Jeg har yderligere noter fra min dagbog efter de 8 dages recap, omkring hele oplevelsen og mine tanker og følelser i tiden efter, samt nogle ‘behind the scenes’ billeder. Det vil jeg dele i det næste blogindlæg! (Teaser much! 😄 )