Alt hvad du har læst her i bloggen blev skrevet i den første uge efter hjemkomst fra Korpset. Jeg skrev alt bagudrettet, dvs. det første jeg skrev i mit lange dagbogsdokument, er det du skal til at læse herunder. Alle mine følelser summeret op, inden jeg kunne begynde at skrive den reelle dagbog for hver dag af kursus. Derefter startede jeg min dagbog fra det der var friskest i erindringen, dag 8, og arbejdede mig bagud.

Det har været en spændende rejse for mig at genlæse alting knap et halvt år efter og genleve minderne og følelserne. Under kursus vidste jeg, at jeg ville skrive alle oplevelserne ned efter hjemkomst (uanset hvornår det måtte blive), for at sikre mig, at jeg havde minderne foreviget på skrift, da jeg vidste at vi ikke kunne styre hvad der ville blive klippet med i programmerne, og vi ikke kunne få lov at få nogen yderligere klip fra øvelser til os selv grundet rettigheder. Det eneste jeg noterede undervejs på kursus, i den lille notesbog vi havde fået udleveret, var kort hvilke øvelser vi havde været igennem for hver dag, og evt. mad og tidspunkter, hvis jeg huskede det. Jeg tilføjede ingen reflektioner i notesbogen, da jeg ikke turde lade mig selv blive revet med af følelser undervejs (ud over de gange jeg skulle græde ud efter øvelser), da alt energi skulle bruges på at være til stede i nuet og fokus skulle være på den næste opgave.

Korpset dokument

Jeg fatter stadig ikke hvad der er sket den seneste uge. Det hele føles som noget jeg har drømt, og jeg begriber ikke at det er virkelighed. Siden første program i første sæson af Korpset har jeg drømt om at få muligheden for at være med og få et indblik i specialstyrkernes verden. At finde ud af hvem jeg selv er under det maksimale pres, med mangel på mad og søvn og i opgaver jeg aldrig har prøvet før.

De seneste 8 døgn har jeg gennemført ting jeg aldrig havde troet jeg skulle gøre, jeg har overvundet frygt, været mere kold end jeg nogensinde har været før, været mere til stede i hvert sekund af hver dag, end nogensinde før. Det har været så intenst og jeg har været så fokuseret og så indstillet på at give ALT i hvert øjeblik og holde fuld fokus på opgaven foran, at jeg har måtte glemme alt om hvad jeg lige har lavet, så snart en opgave var fuldført, for så var der fuld fokus frem mod den næste og på at nulstille hjernen og kroppen. Jeg har skulle have en hjerne som en guldfisk og hverken lade mig rive med af positive eller negative følelser, men være stoisk og gå til det med en ”day one, week one” mentalitet, og sige til mig selv; det er ligegyldigt hvad du har præsteret i går, tidligere i dag eller for 5 min siden, alt der betyder noget er hvad du præsterer og viser NU.

At stå op hver dag, og før hver opgave, med en frygt for, at instruktørerne ville trække mig ud, hvis jeg ikke præsterede til det næste, uden at vide, hvad jeg ville blive udsat for. Den eneste måde at være i den frygt var ved at vide, at jeg gav ALT, og at det derefter var ude af min kontrol. Derfor var der heller ikke tid til at have ondt af mig selv, hvis jeg havde det hårdt, var sulten, træt eller havde ondt over hele kroppen. ‘Det er de pisseligeglade med, Ulrikke’ sagde jeg til mig selv, og samtidig gik jeg ind til hver eneste opgave med én sætning og overbevisning, der kørte på repeat ‘Alt kan lade sig gøre, hvis du vil det nok’. Det blev mit mantra for ugen og for hvert et øjeblik af hver en udfordring, uanset om det var min styrke eller svaghed. Det var også vigtigt for mig ikke at spille taktisk, så uanset om det netop var en styrke eller om det var en svaghed jeg blev udsat for, gav jeg ALT. Jeg skulle vise at jeg var den der ville det mest, og at jeg ikke hvilede på laurbærrene, hvis det var løb der var på programmet, men at jeg også dér gav mig 100% og ikke forsøgte at spare på kræfterne eller holde igen af taktiske årsager.

For hver opgave ville jeg gøre mig selv stolt og derved vide at uanset hvad udfaldet blev til slut, så kunne jeg være stolt af min indsats. Jeg holdt fokus på det jeg kunne kontrollere: min indstilling, min indsats og min vejrtrækning.

Hele forløbet, med alle de ting jeg fik mulighed for at udfordre mig selv med og udsætte mig selv for, læringer jeg tog med, og ikke mindst den måde det hele sluttede på, det var et eventyr og en fortælling jeg ikke kunne have skrevet bedre selv, og vildere end alt hvad jeg nogensinde havde kunne forestille mig eller turde drømme om. Jeg vågner stadig om natten og tvivler på, at det rent faktisk fandt sted. Jeg er uendeligt taknemmelig og jeg begriber ikke, at jeg også har fået det her med i mit liv nu. Det her var et af de øjeblikke/oplevelser i livet, hvor alt faldt i hak, til et punkt hvor det nærmest ikke giver mening. Men det gjorde det. Og jeg gjorde det. Jeg gjorde det!

Jeg blev endda mødt med kommentaren fra en/flere af instruktørerne om det runde bord efterfølgende, til den uformelle snak, om at ”der har endnu ikke været en kvindelig frø”, og hentydende blikke til mig. Det var for vildt. Sikke en anerkendelse og det sætter tanker i gang.

Aften og nat på hotellet efter selvtillidsprøven / afslutningen

Efter selvtillidsprøven med spring fra 18 meter (jeg blev fortalt at det kun var omkring 11 m, så det var først da jeg så programmet, at jeg blev bekræftet i at det var meget højere!), blev vi kørt tilbage til hotellet, som vi havde overnattet på inden optagelserne gik igang. Alle skulle have en overnatning og en snak med den tilknyttede psykolog, inden man fik lov til at komme hjem, uanset hvor langt man nåede i ‘kursus’. For os der var tilbage på dag 8, var det dog en særlig dag, da vi, efter at have fået et bad, kunne mødes med instruktørerne i en uformel setting om ‘det runde bord’ og stille spørgsmål og snakke om de 8 vilde dage vi havde gennemlevet.

Derefter tog vi på restaurant med psykologen og deltageransvarlig fra produktionen. Vi åd som var det vores sidste måltid. 😂

Jeg kan aldrig sove efter konkurrencer i min sport, så jeg vidste, at chancen for at jeg ville få nogen form for nattesøvn den nat, var lig nul, og det var på trods af, at jeg ikke havde lukket et øje natten til dag 8, kun havde fået 1,75 + 1,5 t søvn natten til dag 7, og jeg nu endelig havde en blød og ordentlig seng at sove i. Det var helt umuligt. Jeg lå længe og forsøgte at sove, men min krop kunne slet ikke finde ro, og jeg var i så meget “disbelief” at jeg måtte tage min notesbog som jeg havde på hotellet (en jeg havde medbragt hjemmefra, og dermed ikke havde med ind på kursus) og skrive mine tanker og følelser ned. Nedenstående er skrevet til mig selv midt om natten efter dag 8 (nu får I indblik i alle følelserne og min næsten ulæselige håndskrift med):

 Netop denne notesbog havde jeg med mig da jeg under 2 måneder efter var til Europamesterskaberne i OCR i Ungarn. Jeg ved ikke hvorfor jeg valgte at tage netop denne notesbog med, da den jo var mere end fyldt ud (sidste skrift er på bagsiden), og jeg bruger disse notesbøger til at skrive mine forberedelser og ‘game plan’ ned i op til mine konkurrencer. Jeg havde faktisk glemt, at jeg havde skrevet i netop denne notesbog efter Korpset, så da jeg få dage inden konkurrencerne gik igang, opdagede de tre sider i enden af bogen, spurgte jeg min mor, som jeg havde med, om jeg skulle læse siderne højt for hende. Jeg læste de to første sider højt uden problemer, men da jeg nåede til bagsiden og de fire sidste ord, knækkede min stemme over, og en følelse af skam fyldte min krop, mens jeg besværet og med våde øjne læste ordene højt; “Jeg er god nok”.   

Den oplevelse blev ret afgørende for mig, for det gik for alvor op for mig, at der var noget helt galt. Min mor har støttet mig gennem hele mit liv, hun elsker mig og er stolt af mig, ikke på baggrund af mine præstationer, men på grund af mine menneskelige egenskaber. Hun er det menneske, der elsker mig ubetinget, og som jeg aldrig bør frygte at jeg skal gøre mig fortjent til kærligheden fra.  Selv overfor det menneske, følte jeg mig skamfuld over, at udtale, at jeg er “god nok”, fordi der er en stemme i mig, der i samme sekund stiller mig til ansvar ‘hvad har du gjort for at fortjene det?’, ‘hvad har du ydet lige nu, der gør dig berettiget til at komme med den påstand?’. At noget i min underbevidsthed (som jeg rationelt godt ved er fuldstændigt ulogisk) tvivlede på mit værd over for min egen mor, som altid har været der for mig, det satte mange tanker igang. Jeg cyklede mig en tur og tog undervejs beslutningen om, at det skulle være løgn. Jeg skulle have lov til at være stolt af mig selv og sige det højt, i hvert fald over for min mor og for mig selv. Jeg skulle ikke bevise, at jeg var “god nok” ved at vinde guld til EM, det skulle mit værd som menneske simpelthen ikke afhænge af, og hvis jeg ikke engang kunne sige med sikkerhed i stemmen, at jeg var god nok efter at have gennemført Korpset imod alle odds og som den kæmpe drøm det var, så var der intet, der nogensinde ville være “godt nok”. Den realisering, samt bevidstheden om, at alle de sindssygt seje mennesker, jeg har mødt i Korpset, som jeg nu er så heldig at kunne kalde mine venner, inspirerer mig, ikke grundet deres præstationer, men grundet deres karakter og deres værdier som mennesker, hjalp mig til at indse, at det samme gjalt for mig. Dem der elsker mig og som bliver inspireret af mig, bliver det ikke udelukkende på baggrund af mine sportslige præstationer, men meget mere grundet min mentalitet og menneskelige værdier.

Det blev en lang beskrivelse af, hvor stor en betydning Korpset har haft for mig, og hvorfor Korpset på sin vis også har smittet af på min sportslige karriere. Jeg tror på, at den selvindsigt og ro jeg fandt op til EM og som jeg senere tog med mig til VM, gjorde mig i stand til at blive Europamester og vinde VM bronze (på sprintdistancen, som slet ikke er min force). 

Fysisk recovery efter Korpset

Det tog mig omkring 2 uger efter Korpset, før jeg kunne sove ordentligt om natten. Jeg havde gentagne mareridt om, at det vi havd været igennem ikke gjalt, at optagelserne og hele forløbet skulle tages om, at vi skulle igennem flere prøvelser eller at vi blev kaldt ind igen, for at vi før vi for alvor kunne få lov at beholde vores nummer. Kroppen var i konstant alarmberedskab under Korpset, og det var svært at slippe den følelse igen, da vi var kommet ud på den anden side (i hvert fald for mit vedkommende). Jeg har flere gange måtte se på nummeret, for at minde mig selv om, at det altså var sket, og jeg ægte havde nummeret. Der var under 2 måneder til EM, da jeg kom hjem, og min udholdenhed og løbeform var fin på bagkant, men min styrke tog virkelig lang tid at genopbygge. Den var stort set først ved at være tilbage til normalen, da jeg skulle afsted til EM. 

Min krop gik ‘amok’ i de første uger efter hjemkomst. Jeg vejede mig ikke lige da jeg kom hjem, men en uge efter hjemkomst vejede jeg 52 kg, altså 4,5 kg mere end jeg havde vejet ved afrejse. Størstedelen af vægtøgningen var selvfølgelig væske, men jeg var virkelig mindblown over, at kroppen kunne reagere så voldsomt. Kristina, der gennemførte sidste år og som havde anbefalet mig til casterne, havde godt advaret mig om, at der ville være en del restitutionstid efter, og det havde hun helt ret i.

Et helt unikt sammenhold

Alle os der har været med i sæson 6 af Korpset er enige i, at det var det bedste cast, der har været, og ja, den bedste sæson (vi er måske lidt biased 😉). Vi ses stadig, og kort efter hjemkomst mødtes en del af os til et af Patricks foredrag, hvorefter vi hang ud til sent ud på natten. Udover at have set forpremiere på de to første programmer sammen på Mastiff, har vi mødtes hos Patricia og set afsnit 3, og i weekenden mødes flere af os til Patricks bogudgivelse. Der er ingen tvivl om, at vi er blevet som en lille familie, og vi har delt minder og hårde døgn, som kun vi, der har været der, rigtig vil vide hvordan var. Det er næsten ikke til at forstå, at man kan blive så tætte på så få dage, men vi har så meget kærlighed til hinanden, og jeg elsker dem hver og én!

I er nok efterhånden trætte af at høre om, hvor taknemmelig jeg har været og stadig er, for at have fået denne helt surrealistiske oplevelse. Jeg vil derfor bare afsluttende sige, at jeg kun kan anbefale alle der har eller får mulighed for det i fremtiden, at give sig selv oplevelsen.

Jeg har i år vundet guld til EM og bronze til VM, men Korpset har for mig været det største. Det er en oplevelse, man kun får én gang i livet, og den er helt uerstattelig. Venskaberne man får, er for livet. 🖤