Foto credit: Lars. E. Andreasen / TV2 + screenshots fra programmet.

Jeg husker det som om vi skulle stå klar omkring kl. 7 eller 7:30 på tredje dag. Vi antrådte med rygsæk og løb efter en af instruktørerne ind i en skov.

Valg af tøj under uniformen var en daglig udfordring, da der var frostgrader om natten og varmt op ad dagen, og man skulle være klar på alt. Frygten for at starte morgenen på stranden med timelange seancer i koldt vand, betød at jeg valgte at bære langt uldundertøj under uniformen.

Øvelse 1 – Gummibådsøvelse

Fremme ved destinationen i skoven lå to store gummibåde og vi blev inddelt i 2 hold; mig, Frederikke, Momo og Bobby, og det andet hold Patrick, Patricia, Casper, Ukaleq og Aske.

Vi blev instrueret i forskellige måder at bære gummibåden på: lav føring, på skulder, på hoved og høj føring. Personen, der stod forrest i højre side, styrede kommandoerne.

Vi fik at vide, at vi på intet tidspunkt måtte slæbe gummibåden eller bare kaste den ned, den skulle kontrolleres og behandles ordentligt. Vi styrede selv kommandoerne som hold, men vi skulle konkurrere imod hinanden, og instruktørerne understregede at man IKKE havde lyst til at komme sidst! Der var en forskel på de to gummibåde, i og med at den ene havde metalhanke man kunne holde i, hvor den anden havde hanke af reb.

Vores hold blev tildelt båden med rebhanke. Vi blev sendt afsted, og begge hold startede med at løbe med gummibåden i lav føring. Jeg mærkede hurtigt, at jeg havde ALT for meget tøj på, da solen allerede bagte på os, og gummibåden var tung for mig. Momo startede med at styre kommandoerne, og vi var på holdet uenige om, hvilken position, der var rarest at bære gummibåden i. Vi var allerede kommet bagud fra start, og jeg følte at jeg var det svage led, i og med at jeg vejer mindst og gummibåden deraf var hårdest for mig at bære, og tilmed hostede og prustede jeg fordi jeg overkogte. Rebhåndtaget skar ind i min hånd, og jeg foretrak klart at have båden på skulderen, men vi var af 2-3 forskellige meninger på holdet, så det var svært at forene. Vi løb med båden, når vi kunne, og gik når det var nødvendigt, men det stod klart at vi ikke kunne indhente det andet hold. Runden vi løb på ad store skovstier, var nok omkring 800 meter, men den føltes uendelig med den tunge gummibåd.

Tilbage ved start byttede instruktørerne rundt på vores både, så vi nu fik den med metalhankene. Jeg blev placeret som kommandør, forest til højre, og vi fik at vide, at nu skulle vi stramme an, og de ville se at vi gav ALT for at vinde!

Vi satte afsted, og til vores held snublede det modsatte hold og kom lidt bagud. Vi kæmpede for at holde føringen og fordi jeg havde det så hårdt, glemte jeg at spørge til hvad holdet ville ift. bådplaceringen. Der var dog stadig stor uenighed, og nu var Frederikke mindst lige så presset som jeg, og vi ville forskellige ting med båden.

Jeg forsøgte at give kommandoer om at få båden på skulder, mens der blev råbt ”nej” fra en af de andre, som foretrak at løbe med den i lav føring. Det var svært at overskue, hvem man skulle lytte til, og selvom jeg vitterligt ikke følte at mit greb kunne holde meget længere i den position, valgte jeg at gå ind i mig selv og forsøge at æde mig selv for holdet og ikke brokke mig. Det resulterede dog i for lidt kommunikation, da jeg jo var lederen og den eneste der måtte give kommandoer om bådføringen. Det var uden tvivl en lærerig oplevelse. Det modsatte hold havde ligget lige i r*ven af os hele vejen, og hver gang de forsøgte at passere eller skubbe på, gjorde vi alt for at blokere vejen med båden. Rundt om sidste sving lavede de dog et aggressivt træk og nærmest løb ind over vores båd med deres, hvilket betød at vi faldt, og da jeg kom på benene igen, var Bobby ikke længere i syne. Han var blevet rullet med frem, da det andet hold overmandede os, og rullede nu nogle meter længere fremme, under det andet holds båd. Det var ét stort kaos. Da Bobby var tilbage ved vores båd, gav vi alt hvad vi kunne til mål, men kampen var tabt. Instruktørerne gav os en mindre opsang, jeg kan ikke huske, om vi løb i alt 2 eller 3 runder mod det andet hold, men i hvert fald skulle vi have en straf for at tabe, hvilket bestod i først at lave englehop med gummibåden i høj føring (ja, jeg var også meget forvirret ift. hvordan det skulle kunne lade sig gøre), og dernæst fik vi lov at løbe en hel runde til, kun vores hold.

Instruktøren ville løbe med, og her ville han se en ordentlig kommunikation på holdet og at vi samtidig gav alt hvad vi havde, hvis vi ville undgå at få en runde til. Jeg var igen i førerrollen, men denne gang holdt jeg fokus på at kommunikere bedre med holdet undervejs og sikre mig, at vi gjorde det flertallet ville, selvom der stadig opstod uenighed om, hvad det præcis var. Jeg forsøgte nogle gange da vi nærmede os mål at bede om at få båden i høj føring, da min underarm var så syret til, at jeg snart ville tabe båden, hvis vi ikke skiftede stilling. Den fortsatte uenighed på holdet gjorde dog, at det ikke lod sig gøre, og jeg forsøgte at bide smerten i mig. Da vi rundede sidste hjørne, gav instruktøren os besked på at løbe i mål med overskud og ikke vise over for det andet hold at vi var pressede. Vi gentog ”overskud” og ”smil” mens vi løb, men kort efter bukkede min arm under og jeg tabte båden. Både jeg og Frederikke havde været meget pressede undervejs, og fordi vi foretrak forskellige bådstillinger var det svært at finde en løsning, der fungerede for hele holdet. Vi løftede båden i lav føring igen, og jeg åd mig selv til mål, hvor vi endelig kunne sætte gummibåden fra os, ved siden af det andet hold, der hvilede med benene oppe på deres.

Vi blev nu bedt om at følge instruktørerne med vores respektive gummibåde, denne gang ikke i et race, mod næste øvelse. Vi stoppede ved en form for sump/mose, som vi som hold skulle navigere os igennem, og selv styre bådføringen, rundt på marken, gennem dybt mosevand, og mellem træer, hvor båden skulle løftes på højkant for at undgå kontakt med grene og en mulig punktering. Jeg havde inden start bedt om tilladelse til at aftage det lange uldundertøj, hvilket der blev givet lov til, og det hjalp gevaldigt på overophedningen. Undervejs på ruten blev vi sendt ud i en å, hvor holdene igen blev sat i konkurrence imod hinanden. Vi kæmpede for at følge med det andet hold, men der var ingen tvivl om, at de havde langt bedre styring på deres båd. Vi slingrede en del til at starte med, og Momo gav Bobby en reprimande om at holde ordentligt på åren og ro i takt, men Bobby havde aldrig haft en åre i hænderne før, så han var helt på bar bund. Det var klart, at det var konkurrenceelementet, der skabte stress og en hårdere tone, men vi fik hurtigt styr på kommunikationen, og taget det ét skridt ad gangen.

Det var her Frederikke pointerede noget, der indtil nu slet ikke var gået op for mig ”venner, overvej lige, at de er 5 personer i modsatte båd, og der sidder 3 personer i vores båd, der ikke fik en sandwich i går”. Det var vitterligt først nu, at jeg registrerede at vores hold var i undertal. Jeg havde haft så travlt med at forsøge at præstere for holdet, da jeg følte mig som det svageste led, at jeg slet ikke havde opdaget, at vi var i undertal. Dertil var det kun mig, Bobby og Frederikke, der ikke havde fået det store måltid dagen inden, hvilket jeg heller ikke havde tænkt over, eller det faktum at modsatte bådhold havde Casper på holdet, som må siges at være professionel med en pagaj i hænderne (som professionel SUP-atlet).

Jeg vidste ikke om meningen med øvelsen var, at der skulle være en grad af uretfærdighed i den, men i så fald var det fuldstændigt tabt på mig, da det eneste jeg var blevet frustreret over, var min egen manglende evne til at slå til og levere en toppræstation for holdet.

Vi havde en god kommunikation gennem mosen og rundt om træerne i skoven med gummibåden, selv da der opstod momenter undervejs, hvor Frederikke og jeg faldt – en af gangene forsvandt jeg helt under båden, og kun mit hoved stak op ad mosevandet med gummibåden ovenpå, for at sikre at jeg ikke tabte den. Det moment, er der blevet grinet meget af efterfølgende, men man skulle nok have været der 😉

Efter øvelserne med gummibådene blev vi sendt tilbage til basen, hvor vi vaskede vores uniformer for mosevand. Jeg fældede et par tårer, nok i udmattelse og afmagt over, at have givet alt jeg havde under vores konkurrenceløb med gummibåden, og alligevel have følt at jeg ikke kunne bidrage nok til holdet. Frede trøstede mig og forsikrede mig om, at vi var flere, der var pressede derude, og vi havde oddsene imod os på vores hold. Jeg er normalt ikke typen der har let til tårer, men jeg tror det var let at blive ekstra emotionel på kursus, når man følte, at der var noget man ikke var ’god nok’ til, især hvis man, som jeg, ville gøre alt for at bevise, at jeg gerne ville være der, og var så bange for at blive taget ud af instruktørerne, hvis de pludselig ikke syntes at jeg slog til.

Det er en vild setting at være i, hver dag at stå op med en ærefrygt for, hvad dagen vil bringe, og om man kan leve op til de forventninger, der er sat af instruktørerne. Jeg elskede at være på kursus, og det var en mulighed jeg havde drømt om at få, siden jeg så det allerførste program af Korpset, så jeg var så bange for at sætte det hele overstyr ved at underpræstere.

Øvelse 2 – Våbenhåndtering

Efter lidt hvile blev vi kaldt ud på pladsen foran sovesalen. Næste session var en træning i våbenhåndtering og skydning. Vi fik hver især udleveret et gevær, og instruktør Erik guidede os nu gennem våbenstilling, sigte og skydning. Vi lærte at skyde stående, gående, hvordan vi skulle bevæge os med våbnet, rotationer, hvordan vi hurtigst kom op og ned fra jorden, med mere. Efter gennemgangen udendørs, fulgte han os ind i sovesalen og stillede sig ved spisebordet, hvor han gennemgik adskillelsen af geværet og derefter samlingen. Vi skrev noter undervejs og fik lov at beholde et gevær i sovesalen, som vi kunne øve os på, så vi var klar, når vi engang skulle få brug for færdigheden.

Til samtale

Efter våbensessionen ventede en længere pause, hvor flere blev kaldt til samtale, heriblandt jeg. Det var nervepirrende at blive fragtet mod samtalehuset iført hætte, og jeg anede ikke hvad jeg skulle forvente, eller hvem jeg ville blive sat overfor.

Da hætten blev trukket af mig i afhøringslokalet, sad Ratshack og Erik foran mig. Rat pegede på sin sorte bog
”Nå, nr. 9. Jeg har denne sorte bog, hvor der står ting om aspiranterne, men der står ikke noget om dig. Vi har derfor hevet dig ind for at blive lidt klogere på, hvem du er og hvorfor du er her”. Jeg kunne ånde lettet op ved tanken om, at jeg ikke havde fået nogen noter i den sorte bog, og jeg derfor ikke havde gjort mig uheldigt bemærket. Jeg forklarede om mine bevæggrunde for at være her; at jeg altid har haft en kæmpe respekt for specialstyrkerne og for deres fysiske og mentale styrke, og at jeg tror på at vi mennesker kan så meget mere, end hvad vi selv går og tror. At jeg var på kursus for at lære og for at udvikle mig, og at jeg var sindssygt taknemmelig for at have fået muligheden.

Vi snakkede om styrker og svagheder, og jeg forklarede, at de tunge ting selvfølgelig var hårdere for mig, i og med at jeg vejede mindre end de andre, samt at en af mine svagheder og noget jeg gerne ville arbejde med var, hvor meget jeg går op i, hvad andre mennesker tænker om mig. Jeg var ærlig omkring, da jeg vidste at de også havde læst det i min soldaterbog, at jeg også gik op i hvad de som instruktører tænkte om mig, og at jeg var bange for ikke at gøre det godt nok. De spurgte mig, hvad der skulle til for, at jeg selv syntes at noget var ’godt nok’, og det indrømmede jeg, at jeg havde svært ved at svare på, da jeg kan være meget hård ved mig selv. Omvendt har jeg også evnen til at gøre mig selv stolt, i alt det arbejde jeg lægger i min træning og processen derhjemme hver dag – arbejde som jeg stort set altid udfører alene, og som jeg ikke har behov for at dele på sociale medier eller andet, da jeg er meget internt drevet.

Jeg kom selv ind på, at jeg godt ved hvor min usikkerhed og pleaser-gen stammer fra, da jeg vidste at de ville spørge til det, og jeg brød ud i tårer, da jeg skulle fortælle dem om min far, ikke fordi jeg ikke vil snakke om det, men fordi jeg ved at det højst sandsynligt bliver vist på TV, og jeg ikke ønsker at såre ham ved at udstille ham. Den dag i dag har vi et godt forhold, men der er ingen tvivl om, at jeg havde ønsket, at han havde været der mere for mig i min opvækst, og at han ikke havde ladet sine usikkerheder smitte af på mig, hvilket kom til udtryk i at han talte mig mere ned end op, uden han sikkert selv lagde mærke til det, for jeg er overbevist om, at ingen mennesker har onde intentioner eller handler nedsættende med fuldt overlæg. Ikke desto mindre har jeg nok altid higet efter hans accept, stolthed og kærlighed, som jeg aldrig følte at jeg kunne opnå, før jeg for alvor tog en svær snak med ham for et par år siden og i et brev fik beskrevet for ham, hvilken effekt hans handlinger og ord havde på min psyke. Den dag i dag siger han ofte til mig, at han elsker mig, at han er stolt af mig og at han tror på at jeg kan de ting jeg sætter mig for. Ord jeg ville ønske at jeg havde hørt som barn, hvor tonen havde den stik modsatte lyd. Om ændringen i tilgangen skyldes at jeg nu i årevis har modbevist hans tvivl, eller om det skyldes brevet og snakken, er jeg lidt usikker på, måske en blanding af begge dele, men ikke desto mindre er vi et langt bedre sted i dag, og det er derfor ikke rart at skulle udstille en version af min far, som han ikke er længere, og helt sikkert heller ikke ønsker at være.

Erik spurgte, hvor tæt jeg var på at ramme mit fysiske max, sikkert med tanke på hvor presset jeg var ved gummibåds-racet tidligere på dagen. ”Det er et godt spørgsmål” svarede jeg ydmygt ”der er ingen tvivl om, at jeg er mest presset på de tunge ting. Men jeg er slet ikke der hvor jeg overvejer at give mit nummer. Jeg elsker at være her. Det skal I slet ikke være i tvivl om!”

Rat spurgte også til min rolle på holdet ”Nu har vi set, at du kan æde dig selv op ad en bakke med en 40kg’s rygsæk, og du siger at du oftest træner alene, men herinde er man ingenting uden sit hold. Det vi måske gerne vil se mere af fra dig er, hvordan du vil bidrage til holdet og være en holdspiller”. Jeg gav dem helt ret, og forklarede at jeg havde taget læring med fra dagens øvelse, i og med at jeg havde observeret, at jeg gik ind i mig selv, når jeg blev meget presset, i en situation, hvor jeg skulle have været i stand til at kommunikere mere med holdet. Dertil havde jeg på løbeturen tilbage til basen haft svært ved at slutte op i geleddet (kom bagud mens vi løb med rygsæk på række), og fik et skub bagi af en kammerat efter noget tid. Der kunne jeg godt være bedre til at turde bede om hjælp, når jeg har brug for det. Tidligere i samtalen fortalte jeg også, hvordan jeg så alt som en læring, selv det ikke at have fået mad efter gårsdagens orienteringsøvelse. Der benyttede jeg muligheden til at iagttage mig selv, og reflektere over, hvordan jeg ville håndtere at være i situationen, frem for at lade situationen styre mig. De havde ikke flere spørgsmål, og jeg blev ført tilbage til sovesalen.

Øvelse 3 – Gymnastiksession (ikke med i programmet!)

Ud på eftermiddagen blev vi kaldt ud på pladsen uden rygsæk. Instruktør Ratshack havde nu forberedt en ’lille’ gymnastiktime for os.

Der blev sat ammunitionskasser op i en firkant, som vi skulle løbe omkring i ét gelled. Undervejs blev tempoet sat op, og jeg følte mig godt tilpas hele vejen igennem – endelig noget jeg føler mig hjemme i, og jeg så frem til at kunne få lidt oprejsning efter morgenens udfordringer. Efter at have løbet os varme i et stykke tid med forskellige armsving, temposkift m.m., blev vi bedt sprinte fra den ene ende til den anden, kontinuerligt, indtil Ratshack mente, at vi havde fået nok. Det var som én lang bib-test, som man ikke vidste hvornår ville ende, og det blev påpeget med det samme, hvis nogen satte farten ned og ikke gav alt, hvad de havde i hver sprint. Solen bagte, men jeg havde kun almindeligt undertøj under uniformen til denne øvelse, og varmeregulerede derfor langt bedre end tidligere på dagen. Vi blev nu sendt over i pullup-stativet, som flugtede med sovesalen, og her skulle der af 3 omgange laves max chin-ups i 30 sekunder. Derefter skulle der udføres deadhangs, og vi fik en udfordring om, at hvis hele holdet kunne hænge i 110 sekunder, ville vi få mad. Jeg vidste, at det var en lost cause, da ikke alle havde erfaring med at hænge fra en bar, og vi nu allerede havde udtrættet vores greb lidt med chin-ups. Jeg hang i en sektion af stativet mellem Frederikke og Ukaleq. Efter omkring et minut (?) faldt de begge ned på samme tid og baren gav efter. Jeg hang i, hvilket jeg fik ros for, men jeg kunne godt mærke, at mit greb var langt mere udfordret end det plejede at være derhjemme. Jeg følte mig så meget svagere. Jeg endte med at falde ned få sekunder før de 110 var nået, lidt skuffet over ikke at kunne hænge længere, sammenlignet med derhjemme. Maden var dog ude af sigte længe forinden.

Et overraskende afbræk

Efter gymnastiktimen administreret af instruktør Ratshack tog instruktør Erik over. Han bad os hente vores liggeunderlag i sovesalen. Til vores store overraskelse ventede nu en ca. 30 minutters yoga-session. Det var utroligt rart, og jeg var imponeret over, hvor smidig han var. Det var ikke noget jeg havde forestillet mig fra en specialstyrkesoldat. Efter yoga-sessionen tjekkede Erik vores fødder for vabler, og senere på dagen gav han os tilmed en grundig instruktion i, hvordan vi kunne behandle og forebygge vabler, med de midler vi havde til rådighed i vores førstehjælpskasse.

Øvelse 4 – Helikopterstyrt

Tidlig aften antrådte vi på pladsen uden rygsæk men medbragt svømmetøj.

Vi blev kørt til en anden svømmehal end den vi havde været i dagen før, og jeg var spændt på, hvad det mon kunne betyde. Ventede der en højere vippe, vi skulle springe fra, i denne svømmehal?

Efter omklædning stod vi sammen i det ene omklædningsrum og afventede. Patricia og jeg var de første to, der blev kaldt ud. I svømmehallen mødte vi et stort setup af mennesker (formentlig produktionsfolk) og kamerahold samt en stor form for container/kabine med nogle sæder i. Instruktør Viborg stod for øvelsen, og forklarede, at vi skulle ud for et flystyrt over vand. Vi blev iført hjelm og skulle sætte os i de forreste sæder i den simulerede flykabine, spænde os godt fast, og når flyet var styrtet i vandet og holdt helt stille, skulle vi gøre os fri fra selerne og søge mod en dør/udgang bag os i kabinen, som vi skulle svømme ud af og op til overfladen.

Patricia så på mig og virkede i fuld kontrol ”vi skal bare forestille os, at vi er i en forlystelse!” jeg nikkede, og vi gjorde tegn til, at vi var klar til ’afgang’. Flyet lettede (via en kran, der løftede containeren op), og vi forventede at vi ville blive sænket direkte ned i vandet, men pludselig drejede kranen os, og flyet blev vendt på hovedet mens det blev sænket i vandet.

Da kabinen var helt fyldt med vand, og vi lå helt på hovedet under vandet, stoppede kranen.

Jeg afventede Patricias reaktion og ventede med at klikke mig selv fri indtil hun gjorde. I det hun var fri fra selen svømmede hun lige frem og ud af kabinen op mod overfladen, og uden at skænke det en tanke, fulgte jeg troligt efter hende. Det var først, da vi ramte vandoverfladen, at jeg registrerede, at det var helt forkert. ”Vi er svømmet den forkerte vej ud!” Jeg ville gerne dykke ned i flyet igen og søge mod døren i flyet, som var den udgang vi var blevet bedt om at benytte til at forlade flyet, men instruktør Viborg stoppede os og guidede os ind til kanten. Det irriterede mig, at vi ikke havde løst opgaven, men mest af alt, at jeg ikke havde brugt et eneste sekund på at tænke selv, men gennem hele øvelsen blindt stolede på, og var overbevist om, at Patricia måtte vide bedre end jeg. Viborg roste os for at have holdt ro i starten af øvelsen, da vi skulle løsne os selv fra selerne, men at vi derefter mistede overblikket og muligvis handlede i panik. Jeg var på ingen måde presset eller panisk under vandet, men Patricia gav udtryk for, at det nok var det der var sket for hende. For mig handlede det om, at jeg instinktivt fulgte Patricia, fordi jeg stolede mere på hende end på mig selv. Øvelsen gav anledning til god refleksion efterfølgende, for det er en tendens jeg har, også i mine sportslige konkurrencer af og til, at jeg tænker at andre har mere styr på det, og gør tingene bedre end jeg, og jeg kan derfor blive påvirket af, hvordan de løser en given opgave, frem for at stole på min egen opgaveløsning. At jeg fulgte Patricia blindt i øvelsen, var udelukkende min egen fejl, og jeg forsikrede hende om, at hun IKKE skulle have dårlig samvittighed over at have ledt os den forkerte vej ud, da jeg lige så vel kunne have taget lederrollen og truffet en anden (eller samme) beslutning, hvilket vi aldrig kan vide om havde været den rigtige i situationen, da jeg ikke tog et sekund til at tænke selv eller handle. Derved var hendes valg mindst lige så godt, eller bedre, end mit ikke-valg i situationen.

 De andre kom ud i par til os i omklædningen løbende, og de fleste formåede at løse opgaven korrekt. Bobby og Casper havde klart den vildeste beretning efter deres udførelse som par!

De var godt sat sammen, da Casper er den med mest erfaring i vand, og Bobby nok er den med mindst, og han havde været meget presset under gårsdagens svømmehalsøvelser, så jeg kunne forestille mig, at han ville være mindst lige så presset i dag. Under deres udførelse havde Bobby problemer med at klikke sig fri da flyet holdt stille under vand, og Casper havde derfor løsnet både sin egen og Bobbys sele, og havde derefter trukket Bobby med hen til den korrekte udgang i flyet og med op til overfladen. Casper havde med andre ord reddet Bobby i flystyrt-simulationen, som en vaskeægte helt!!!

Det var et ægte moment! Casper havde tilmed fået en knuckle på skulderen af Viborg, som et udtryk for en kæmpe cadeau for hans handlemod og heltedåd. Kæmpe champ.

Nat under åben himmel

Tilbage på basen var solen nu gået ned, og lige som vi troede, at vi nu kunne gå i seng efter en lang dag, fik vi en opsang om, at to aspiranter, nr. 04 og nr. 12, havde ligget ude på pladsen/asfalten foran sovesalen og slikket sol tidligere på dagen, hvilket man IKKE gjorde. Den form for sløset og dasende tilgang var et NO-GO, og som konsekvens af deres trang til at ligge og ”få D-vitamin”, som de selv havde forklaret det med, kunne vi nu alle få lov til at sove udendørs. Vi blev derfor bedt om at rykke hele sovesalen ud på pladsen, så den matchede hvordan det stod linet op indendørs. Senge, rygsække og kasser med vores tøj og personlige ejendele skulle med ud og stilles på række som i sovesalen. Også de tomme senge for afgåede aspiranter skulle med ud. Efter vi havde rykket sovesalen ud, satte instruktør Erik en stabel af dåsetun i den ene ende, aftensmaden var dermed en enkelt dåse tun til os hver. Jeg gruede lidt for natten under stjernerne, da der, trods varmen om dagen, fortsat var frost om natten, og jeg havde allerede stået og frosset længe i svømmehallen efter Patricia og jeg var gennem dagens øvelse, da vi ikke måtte klæde om før alle havde været igennem. Det viste sig dog at blive en af de bedre nætter på kursus, og jeg var overraskende nok i stand til både at få sovet og holdt varmen under åben himmel.

Om aftenen da jeg rodede efter noget i min kasse med tøj og personlige ejendele faldt jeg over mine allergipiller. Jeg havde været så fokuseret på alt det andet udstyr, tøjvalg osv., at jeg havde glemt alt om at tage mine allergipiller fra start på kursus indtil nu. Jeg har allergi over for alle former for træpollen, hvilket var i fuld flor midt i april måned, hvor optagelserne fandt sted. Nu fik mine vejrtrækningsproblemer under morgendagens gummibådsøvelser i skoven lige en ekstra dimension, og jeg sikrede mig, at jeg fik taget mine allergipiller dagligt fra den aften og frem.

* Alle former for medicin på kursus var forbudt, medmindre det var aftalt med lægen på forhånd. Dvs. hvis man som jeg har astma og allergi, fik man dispensation for sin daglige medicin, men smertestillende, plastre, kosttilskud eller nogen anden form for ”hjælpemiddel” var strengt forbudt at medbringe.

Foto credit: Lars. E. Andreasen / TV2 + screenshots fra programmet.